I vores begejstring over faste interviewaftaler, der for alvor lugtede af permanent empiri har vi åbnet op for at booke aftaler hele denne uge. Desværre har friheden til interviewpersonerne skabt et lidt småpresset program i dag, onsdag, med hele tre interview i træk, nemlig kl. 12, 14 og 15.30.. Så hovedet er godt proppet med indtryk her til aften.
Vi startede desværre ugen ud med en aflysning, tirsdag morgen kl. 9, da interviewpersonen havde "lockoutet-børn" som skulle passes. En af den slags småudfordringer, der opstår under en så lang opgaveproces. Vi håber dog på en ny aftale med vedkommende i næste uge;)
Vi har lavet individuelle semistrukturerede kvalitative interviews. Du kan se vores interviewgudie her, hvis det har nogen interesse: interviewguide
Vi lavede som sagt tre interviews i dag, hvoraf det korteste tog ca. tre kvarter og det længste lidt mere end en time. På mange måder er interviewet en metodeform, der stiller store krav til os som interviewere. Jeg kunne mærke i dag, hvor vigtigt det er at man aktivt lytter, og får stillet de rigtige uddybende spørgsmål, hvordan et enkelt ord kan påvirke svaret. Desuden skal man hele tiden holde styr på om de rent faktisk svare på spørgsmålet og samtidig balancere mellem at spørge ind, fiske og lægge ord i munden på vedkommende. Derudover er det vigtigt du ikke på nogen måde kommer til at tolke eller formode undervejs, så du kommer til at stille den sidste halvdel af spørgsmålene med en form for forudsætning. En sidste fælle er spørgsmål, som en interviewperson allerede har svaret på som delsvar til et forudgående spørgsmål. Jeg kan i hvert fald mærke jeg har været meget "på", sådan rent mentalt.
Det var tre meget forskellige respondenter, men jeg synes altid, at det er yderst interessant at høre folks personlige udtryk for noget. Selvom de fleste har en ide om, hvad der driver og motivere dem, så er det meget forskelligt, hvilke ord der sættes på - og hvordan man ellers udtrykker sig i form af eksempler og beskrivende ord, der kobles til ens følelser.
Desuden har vi fået et mere personligt indblik i tilværelsen som forsker, og jeg er blevet helt bekræftet i, at det i hvert fald ikke er den vej, jeg har lyst til at gå, da jeg så mig selv i en ældre udgave i en af vores interviewpersoner i dag. Det var lidt af en øjnåbner, fordi det var ret tydeligt, at det kunne være mig om 45 år, hvilket på mange måder ville ende helt galt.. Såå det kommer ikke til at ske.
Det er spændende endelig at være rigtig igang med virkeligheden, og kunne mærke at det rykke.. Det er lige før det kribler i fingrene for at komme til at transskribere - men jeg orkede det alligevel ikke rigtig da jeg havde spist aftensmad. I øvrigt ville det jo også blot være ressourcespil, da strategien bliver at vi ikke behøver transskribere fra start til slut.
Det bliver skønt at føle det rykker og går fremad.
Håber det bliver en god uge for jer der måtte læse med;)
/frk. Lagoni
