Dengang jeg startede på bacheloren i uddannelsesvidenskab,
tilbage i efteråret 2010, havde jeg en hel klar fornemmelse af, at jeg ville
foretage mig noget mellem bacheloren og kandidaten. Jeg var ikke særlig sikker
på hvad det ”noget” præcist skulle være, men jeg forestillede mig nok en
mulighed for at få nogle faglige relevante erfaringer, for på den måde bedre at
kunne forholde mig til den teoretiske tilgang (dengang ville jeg nok have
skrevet ”et relevant job”, men sådan udvikler ens formuleringer sig jo med
tiden). I løbet af bacheloren har planerne svinget lidt frem og tilbage, nok
mest fordi det selvfølgelig er en lidt skræmmende tanke at skulle ud og stå på
egne ben, omsætte teori til praksis. I løbet af efteråret 12, det 5. semester
på studiet, begyndte en eventyrlyst at spire i mig, og jeg begyndte at lege med
tanken om at rejse ud og lave noget ulandsfrivilligt arbejde. I foråret 13,
hvor jeg også skrev mit bachelorprojekt, kom tidspunktet for en beslutning
omkring fremtiden tættere på, snakken omkring kandidatsøgninger, muligheder og
alternativer til at læse videre blev hverdagssamtaleemne. Der var mange
blandede ideer og muligheder blandt mine medstuderende, alt fra AAU’s nye
uddannelse
Kriminologi, CBS’
HR manegement, DPUs egen
Pædagogisk sociologi til
kandidatuddannelsen i
uddannelsesvidenskab
naturligvis. Efter et besøg på AAU med en forestilling om, at deres projektorienterede
undervisningsform ville passe mig godt (primært med fokus på kandidaten i
Læring og forandringsprocesser), et
åbent hus omkring kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab og en masse
refleksioner nåede jeg til en erkendelse af, at uddannelsesvidenskab nok ville
forblive den rette hylde for mig. Jeg kan godt lide konceptet omkring den
tværfaglige belysning af læringsfeltet, jeg elsker tanken omkring læring som et
værktøj til udvikling og så passer jeg godt ind et sted, hvor jeg kan føle mig
lidt unik og ikke mindst selv være med til at forme mine kompetencer. Derfor
endte jeg med at søge ind på uddannelsesvidenskab, for på den måde at være
sikret en plads året efter, da det på daværende tidspunkt var svært at
forudsige proceduren for fremtidig optagelse. Blandt mine studiekammerater var
der andre end mig, der legede med tanken om sabbat år, i høj grad fordi at folk
havde svært ved at beslutte, hvad de ville, savnede luftforandring og måske
også fokus i studiet. Jeg sad med en følelse af at have brug for at gøre noget
helt andet, få nogle erfaringer, prøve mig selv lidt af og forhåbentlig ende op
med en mere sikker følelse af, hvad jeg gerne ville beskæftige mig med, hvad
jeg skulle arbejde hen i mod i fremtiden. Efter en del research, en masse overvejelse,
en lyst til at gøre noget unikt og en træng til at udfordre mig selv tog jeg en
beslutning om at tage tre måneder til hovedstaden i Etiopien, Addis Ababa, for
at lave udviklingsarbejde på en privat skole (svarende til vores folkeskoler).
Jeg formede selv projektet, gennem den internationale
organisation Projects Abroad, ved at
skrive en tekst omkring, hvad jeg kunne byde ind med, hvilke konkrete opgaver
jeg kunne forestiller mig at lave og lidt om mine øvrige erfaringer samt
personlighed. Det blev sendt rundt til alle de afrikanske kontorer, da jeg
havde et ønske om at komme til Afrika. Kontoret i henholdsvis Tanzania og
Etiopien var særligt positive omkring min henvendelse, og ville gerne arrangere
det som jeg forestillede mig det. Forskellige faktorer omkring landendes
historie og kultur spillede ind i min endelig beslutning af destination. Inden
jeg tog af sted skrev jeg følgende ned omkring de forestillinger jeg havde om
arbejdet hernede:
”Jeg tænker for det
første, at jeg kan hjælpe med at forbedre noget rent organisatorisk – fx nogle
procedure omkring det at frivillige kommer og underviser i engelsk. Jeg håber
også at få lov at arbejde med evaluering på skolen – altså at udvikle nogle
metoder, som de selv med fordel kan bruge, for at evaluere deres undervisning
eller lærernes trivsel fremadrettet. For det andet forestiller jeg mig også, at
jeg kan igangsætte en udviklingsproces omkring lærerne og deres forhold til
undervisning. Det kan fx være som workshops omkring læring og motivation, men
det kan også være som personlig feedback, efter jeg har observeret deres
undervisning nogle gange. Jeg håber, at jeg kan igangsætte en refleksion omkring, hvorfor de egentlig
underviser på den måde de gør, og ikke gør mig til dommer over, hvorvidt deres
undervisning er rigtig eller forkert!”
Med fagbøger omkring didaktik, læringsteori og motivation
pakket i kufferten tog jeg meget forventningsfuld til Addis den 15. september
2013.
