Alternativet til at læse videre blev Etiopien

Dengang jeg startede på bacheloren i uddannelsesvidenskab, tilbage i efteråret 2010, havde jeg en hel klar fornemmelse af, at jeg ville foretage mig noget mellem bacheloren og kandidaten. Jeg var ikke særlig sikker på hvad det ”noget” præcist skulle være, men jeg forestillede mig nok en mulighed for at få nogle faglige relevante erfaringer, for på den måde bedre at kunne forholde mig til den teoretiske tilgang (dengang ville jeg nok have skrevet ”et relevant job”, men sådan udvikler ens formuleringer sig jo med tiden). I løbet af bacheloren har planerne svinget lidt frem og tilbage, nok mest fordi det selvfølgelig er en lidt skræmmende tanke at skulle ud og stå på egne ben, omsætte teori til praksis. I løbet af efteråret 12, det 5. semester på studiet, begyndte en eventyrlyst at spire i mig, og jeg begyndte at lege med tanken om at rejse ud og lave noget ulandsfrivilligt arbejde. I foråret 13, hvor jeg også skrev mit bachelorprojekt, kom tidspunktet for en beslutning omkring fremtiden tættere på, snakken omkring kandidatsøgninger, muligheder og alternativer til at læse videre blev hverdagssamtaleemne. Der var mange blandede ideer og muligheder blandt mine medstuderende, alt fra AAU’s nye uddannelse Kriminologi, CBS’ HR manegement, DPUs egen Pædagogisk sociologi til kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab naturligvis. Efter et besøg på AAU med en forestilling om, at deres projektorienterede undervisningsform ville passe mig godt (primært med fokus på kandidaten i Læring og forandringsprocesser), et åbent hus omkring kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab og en masse refleksioner nåede jeg til en erkendelse af, at uddannelsesvidenskab nok ville forblive den rette hylde for mig. Jeg kan godt lide konceptet omkring den tværfaglige belysning af læringsfeltet, jeg elsker tanken omkring læring som et værktøj til udvikling og så passer jeg godt ind et sted, hvor jeg kan føle mig lidt unik og ikke mindst selv være med til at forme mine kompetencer. Derfor endte jeg med at søge ind på uddannelsesvidenskab, for på den måde at være sikret en plads året efter, da det på daværende tidspunkt var svært at forudsige proceduren for fremtidig optagelse. Blandt mine studiekammerater var der andre end mig, der legede med tanken om sabbat år, i høj grad fordi at folk havde svært ved at beslutte, hvad de ville, savnede luftforandring og måske også fokus i studiet. Jeg sad med en følelse af at have brug for at gøre noget helt andet, få nogle erfaringer, prøve mig selv lidt af og forhåbentlig ende op med en mere sikker følelse af, hvad jeg gerne ville beskæftige mig med, hvad jeg skulle arbejde hen i mod i fremtiden. Efter en del research, en masse overvejelse, en lyst til at gøre noget unikt og en træng til at udfordre mig selv tog jeg en beslutning om at tage tre måneder til hovedstaden i Etiopien, Addis Ababa, for at lave udviklingsarbejde på en privat skole (svarende til vores folkeskoler).

Jeg formede selv projektet, gennem den internationale organisation Projects Abroad, ved at skrive en tekst omkring, hvad jeg kunne byde ind med, hvilke konkrete opgaver jeg kunne forestiller mig at lave og lidt om mine øvrige erfaringer samt personlighed. Det blev sendt rundt til alle de afrikanske kontorer, da jeg havde et ønske om at komme til Afrika. Kontoret i henholdsvis Tanzania og Etiopien var særligt positive omkring min henvendelse, og ville gerne arrangere det som jeg forestillede mig det. Forskellige faktorer omkring landendes historie og kultur spillede ind i min endelig beslutning af destination. Inden jeg tog af sted skrev jeg følgende ned omkring de forestillinger jeg havde om arbejdet hernede: 

”Jeg tænker for det første, at jeg kan hjælpe med at forbedre noget rent organisatorisk – fx nogle procedure omkring det at frivillige kommer og underviser i engelsk. Jeg håber også at få lov at arbejde med evaluering på skolen – altså at udvikle nogle metoder, som de selv med fordel kan bruge, for at evaluere deres undervisning eller lærernes trivsel fremadrettet. For det andet forestiller jeg mig også, at jeg kan igangsætte en udviklingsproces omkring lærerne og deres forhold til undervisning. Det kan fx være som workshops omkring læring og motivation, men det kan også være som personlig feedback, efter jeg har observeret deres undervisning nogle gange. Jeg håber, at jeg kan igangsætte en refleksion omkring, hvorfor de egentlig underviser på den måde de gør, og ikke gør mig til dommer over, hvorvidt deres undervisning er rigtig eller forkert!”

Med fagbøger omkring didaktik, læringsteori og motivation pakket i kufferten tog jeg meget forventningsfuld til Addis den 15. september 2013.

Opsummering på opgaven og tiden efter aflevering

Ja, det der med at skrive regelmæssige blogs er måske bare ikke mig, men har ikke helt opgivet projektet endnu..
Jeg synes det er super interessant at give yngre studerende, og andre der er interesseret i uddannelsen og feltet et billede af, hvad en bachelor i uddannelsesvidenskab kan fører til..

Først lige en opsummering på bachelorprojektet, som bloggens første formål har været at dække..
Vi fik afleveret opgaven, og gik til eksamen d. 18. juni.
Det gik rigtig godt til eksamen, og jeg kan da røbe at vi begge bestod;)
Vi fik ros for opgaven, det er et lidt blødende emne vi valgte og de roste vores mod. Desuden fik vi stor ros for, at det var en velskrevet, velanalyseret opgave med et fint empirisk grundlag for opgavens. Nogle af kritikpunkterne til min eksamen var, at det var lidt for sikkert og at vi ikke kritiserede egne metoder og teorivalg mere. Til min eksamen havde vi bl.a. en refleksiv samtale om, hvad teori skal i en analyse, hvad bruges det til og hvorfor, og hvornår en teori er relevant.

Jeg oplevede eksamen som en rigtig god oplevelse, afslappet og hvor vi fik en god snak om opgaven, og den måde vi havde løst den på, så på alle måder er jeg godt tilfreds:)
Desuden er en overstået eksamen for mig også lige med en lettelse, og en følelse af at man kan klare alt - ja i hvert fald lige nu og her:)
Til interesserede har jeg besluttet at linke til opgaven, så den kan læses her: Ba-projekt som pdf, desuden kan mine stikord til oplægget til eksamen ses her, selvom det kun giver et begrænset indblik: oplæg til eksamen.

Tiden efter aflevering:

Udover en begrænset mængde sommerferie og en hullens masse arbejde som ufaglært afløser i hjemmeplejen har min tanker gået på fremtiden og hvad jeg egentlig vil og brænder for.
Det er længe siden jeg har taget en beslutning om at holde pause fra studiet og i stedet rejse ud i verden.
Efter et infomøde i Projects Abroad (tilbage i marts ca.)  var jeg overbevidst om, at de var en professionel organisation der havde styr på tingene. Jeg kørte derfra med en opløftet følelse af, at jeg havde fundet det, der gav mening for mig. Nemlig at rejse ud i verden som u-landsfrivillig.
Efter konsultation med organisationens konsulenter skrev jeg nogle punkter ned omkring, hvad jeg synes jeg kunne og hvad jeg ville byde ind med i et særligt tilrettelagt projekt, hvilket kan læses her: Indledende overvejelser. Jeg har fra start haft en forestilling om, at jeg gerne ville til afrika, så dokumentet blev sendt rundt til organisationens kontorer - og efter mange mails frem og tilbage med tilbud og muligheder, overvejelser for og i mod forskellige destinationer blev beslutningen taget.
Ethiopien - nærmere bestemt Addis Ababa. Kontoret dernede greb nemlig mine ideer om at lave udviklingsarbejde på en skole dernede - og alle prikker faldt på plads.

Siden starten af maj, hvor den formelle ansøgning blev sendt afsted, har jeg så fået en hel masse forskellige vacciner, købt en pandelampe, en guidebog fra lonlyplanet og fået et myggenet. Desuden har jeg sat mig ind i behovet for malariamedicin, læst diverse materiale fra organisationen og spekuleret en masse på, hvad der mon venter mig.

Projektet i Addis Ababa er yderst fagligt relevant, så derfor har jeg besluttet at bruge den her blog, til at give et indblik i nogle af de faglige overvejelser, jeg gør mig undervejs, og hvilken faglig udvikling projektet sætter i gang hos mig. Så i vil høre mere fra mig, omkring mine overvejelser før, under og efter.

/Frk. Lagoni









 

Tiden fløj...

Wow - den sidste måneds tid er bare fløjet afsted..
Det er gået rigtig hurtigt, og jeg er virkelig ked af at jeg ikke har fået skrevet om den sidste del af processen, nemlig selve skrivningen.
Det har været en god, spændende, lærerig men også til tider presset og meget spændt proces..
Vi skrev opgaven på en meget intensiv måde, især analysen blev skrevet over relativt få dage, sidetallene taget i betragtning. Vi, min bachelormakker og jeg, arbejde begge på den måde, at vi skriver en masse tekst ret hurtigt, med et meget stort fokus på indholdet. Derefter sidder vi så med en masse tekst, hvor indholdet er rimelig godt, og formuleringerne som regel noget mindre opsigtsvækkende. Når man arbejder på denne måde, følger der så naturligt en proces, hvor formuleringer og andre sprogfejl, såvel som stave og kommafejl bliver rettet igennem:)
Det er en proces vi synes mindre og mindre om som tiden skrider frem og det i højere grad bliver små detaljer - også selvom vi ved det er nødvendigt.
Denne gang har vi gjort meget ud af at afveksle med andres kommentarer, idet en del andre har læst opgaven og givet feedback - det har været fedt og lærerigt, ligesom det også var ret sjovt at se forskellen på vores medstuderendes kommentarer overfor udefrastående.
Dertil følger retning af alle formalia, layout, pensumliste osv. hvilket mest af alt er til for at skabe et helhedsindtryk af at der er styr på det, i denne opgave..

Mandag d. 20. maj blev vi så enige om at vi nu var færdige - en meget mærkelig beslutning..
Jeg fik meget lyst til lige at læse en gang mere, det er rigtig svært at slippe, tænk hvis man har glemt noget, og har vi nu husket at lave det hele sort, og samme skriftstørrelse, er der styr på vores bilag, er alt anonymiseret og hvad, hvis en af henvisningerne er forkert - opdager de mon det?

Men jeg havde en lille opgave, i et sideløbende fag, som jeg ikke var blevet færdig med - og den skulle afleveres samme dato som BA'en dvs. d. 22. maj, så jeg var nød til at slippe BA'en for at gå all in, med den anden opgave, for også at kunne lægge lidt kvalitet ind i den:)

Da jeg var færdig med den lille opgave til det såkaldte modul 11; ny videnpolitik og videnproduktion, tirsdag aften, sad jeg med en uro omkring vores transskriptions bilag i BA'en.. Jeg blev ved med at tænke at noget af det ikke var tilstrækkelig anonymiseret, så omkring kl. 23 tirsdag aften var jeg nød til lige at tjekke dokumentet.. Jeg fandt nogle fejl, rettede det, og printede 6 nye sider til det bilag, onsdag formiddag - inden vi skulle kopiere hele opgaven til 3 eksemplarer..

Onsdag d. 22 maj, skulle vi så aflevere.. Det øs regnede hele formiddagen, så det måtte blive i gummistøvler og med regntøj.
Det var en lettelse af få afleveret - men virkelig også en mærkelig følelse.. Det er mærkeligt når man har lagt så meget energi i et projekt - og det så pludselig bare er færdigt..
Det har været rigtig spændende at få lov at fordybe sig i et selvvalgt emne, have tiden til det, arbejde med virkeligheden, blive taget alvorligt, og ikke mindst blive klogere.
Det har været fedt at se at jeg faktisk kunne komme frem til et resultatet - at jeg faktisk kunne analysere mig frem til hvad der motiverede medarbejdere..

Jeg skal nok lave et ny blogindlæg om nogle af resultaterne i opgaven - og så kommer der bestemt også et og forhåbentlig flere om de tanker der opstår i den kommende tids forberedelse til mundtlig eksamen:)

Venligst frk. Lagoni

Interview*3

Tilbagevendt fra en glimrende, afslappende og afvekslende påskeferie går det nu for alvor løs med bachelor opgaven.

I vores begejstring over faste interviewaftaler, der for alvor lugtede af permanent empiri har vi åbnet op for at booke aftaler hele denne uge. Desværre har friheden til interviewpersonerne skabt et lidt småpresset program i dag, onsdag, med hele tre interview i træk, nemlig kl. 12, 14 og 15.30.. Så hovedet er godt proppet med indtryk her til aften.

Vi startede desværre ugen ud med en aflysning, tirsdag morgen kl. 9, da interviewpersonen havde "lockoutet-børn" som skulle passes. En af den slags småudfordringer, der opstår under en så lang opgaveproces. Vi håber dog på en ny aftale med vedkommende i næste uge;)

Vi har lavet individuelle semistrukturerede kvalitative interviews. Du kan se vores interviewgudie her, hvis det har nogen interesse: interviewguide 

Vi lavede som sagt tre interviews i dag, hvoraf det korteste tog ca. tre kvarter og det længste lidt mere end en time. På mange måder er interviewet en metodeform, der stiller store krav til os som interviewere. Jeg kunne mærke i dag, hvor vigtigt det er at man aktivt lytter, og får stillet de rigtige uddybende spørgsmål, hvordan et enkelt ord kan påvirke svaret. Desuden skal man hele tiden holde styr på om de rent faktisk svare på spørgsmålet og samtidig balancere mellem at spørge ind, fiske og lægge ord i munden på vedkommende. Derudover er det vigtigt du ikke på nogen måde kommer til at tolke eller formode undervejs, så du kommer til at stille den sidste halvdel af spørgsmålene med en form for forudsætning. En sidste fælle er spørgsmål, som en interviewperson allerede har svaret på som delsvar til et forudgående spørgsmål. Jeg kan i hvert fald mærke jeg har været meget "på", sådan rent mentalt.

Det var tre meget forskellige respondenter, men jeg synes altid, at det er yderst interessant at høre folks personlige udtryk for noget. Selvom de fleste har en ide om, hvad der driver og motivere dem, så er det meget forskelligt, hvilke ord der sættes på - og hvordan man ellers udtrykker sig i form af eksempler og beskrivende ord, der kobles til ens følelser.

Desuden har vi fået et mere personligt indblik i tilværelsen som forsker, og jeg er blevet helt bekræftet i, at det i hvert fald ikke er den vej, jeg har lyst til at gå, da jeg så mig selv i en ældre udgave i en af vores interviewpersoner i dag. Det var lidt af en øjnåbner, fordi det var ret tydeligt, at det kunne være mig om 45 år, hvilket på mange måder ville ende helt galt.. Såå det kommer ikke til at ske.

Det er spændende endelig at være rigtig igang med virkeligheden, og kunne mærke at det rykke.. Det er lige før det kribler i fingrene for at komme til at transskribere - men jeg orkede det alligevel ikke rigtig da jeg havde spist aftensmad. I øvrigt ville det jo også blot være ressourcespil, da strategien bliver at vi ikke behøver transskribere fra start til slut. 

Det bliver skønt at føle det rykker og går fremad. 

Håber det bliver en god uge for jer der måtte læse med;) 

/frk. Lagoni

Semi-påskeferie

Endelig.. Følelsen af at det begynder at fungere, at arbejdsindsatsen begynder at give resultat.
Vi har i dag arbejdet med indledning, problemformulering og interviewguide, til et bachelorprojekt, der reelt bliver til noget. Vi har fået lavet 4 interview aftaler i uge 15, hvilket trods alt er okay imponerende på en lille uges tid, taget metoden, påsken og emnet i betragtning.
Aller vigtigst er følelsen indeni. Følelsen af, at vi ikke længere er max presset, følelsen af at tiden og energien vi har investeret begynder at give lidt tilbage.. Vi har nu besluttet at gå på påskeferie. Naturligvis slipper vi ikke projektet helt. Der skal stadig tjekkes mails (på kommende interviewaftaler),  læses teori (det er som om man aldrig rigtig bliver færdig med det), og så skal jeg lige have skrevet ca. en sides casebeskrivelse. Derudover er der også en eksamen i det sideløbende modul på semestret, hvor undervisningen netop er sluttet, og der så nu skal skrives synopsis (mens jeg forhåbentlig har lidt af pensum i frisk erindring).
Både synopsis og bachelor skal afleveres d. 22. maj og det er rart at sidde med følelsen af, at vi når det!
Dermed går jeg nu på (semi-)påskeferie med nogenlunde samvittighed. Som studerende har man jo ellers kronisk dårlig samvittighed, men den er midlertidigt lagt på hylden, til fordel for afslapning i familiens skød og en oplevelsestur til Rom.

God påske til alle der måtte læse med;)

/Frk. Lagoni

Plan D eller måske nærmere E

Tiden flyver afsted og netop den følelser har været meget velkendt det sidste lange stykke tid.
De sidste uger har været præget af den ene frustration og nedtur efter den anden, naturligvis krydret med små opturer indimellem. Først fik vi en meget spændende aftale med en virksomhed, vi har arbejdet sammen med tidligere på vores studie. Begge parter var meget positivt stemt, og vi fik mulighed for at komme direkte ind midt i organisatoriske forandringer. Desværre var underdirektøren nok kommet til at love lidt mere, end vedkommende kunne holde. Samarbejdet endte desvære ud i ingenting. Vi ringede, mailede, lagde telefonsvarebeskeder og snakkede med sekretæren. Lige lidt hjalp det og efter en uges tid måtte vi opgive og lægge endnu en ny plan..
Denne gang blev det uddannelsesinstitutionen VIA, der stod for skud, og de greb ret hurtigt ideen. Desværre vidste det sig at de lige havde gennemført APV og derfor havde man ikke lyst til at "forstyre" medarbejderne mere lige nu.
Så efter endnu et afslag i mandags (hvor HR konsulenten hos VIA ringede med et afslag) måtte vi lægge endnu en ny plan. For nogle uger siden træf vi den, for os, ret hårde beslutning, at hvis vi gik på påskeferie uden virksomhed, så måtte bachelorprojektet blive teoretisk. Det var en hård beslutning, fordi ingen af os på nogle måder ønskede at det blev resultatet - men vi måtte også være realistiske omkring afleverings datoen d. 22. maj, som ikke står til diskussion. 

Følelsen af at starte forfra i går var ret speciel. I går startede vi med at skrive indledning nr. 3, ligesom vi har gjort de andre to gange vi har haft på fornemmelsen, at "nu var den hjemme". På den måde føler vi os mere sikre på, at vi vil det samme, og at problemstillingen fungerer. Vi arbejde med projektet hele dagen, og efter vejledning kl. 15.30 skrev vi endnu en indledning, da projektet ændrede lidt fokus..

Det nye projekt er helt overordnet, hvad der motivere medarbejderne på ARTS  - en af de fire hovedfakulteter på Aarhus Universitet. Ideen om spørgeskemaer er, af flere grunde, droppet. Til gengæld satser vi stærkt på at lave 5 individuelle kvalitative interviews med forskellige medarbejdere. 

I går sendte vi mails til de første 20 undervisere og har allerede fået en aftale i hus. Hvilket nu placerer os med et bachelorprojekt, der på en dag er nået tættere på empiri, end hvad vi har nået med en masse virksomheder på 6 uger!! Det allermest frustrerende har været at vores tidsforbrug på opgaven ikke afspejler, hvor vi er i processen nu. 

Selvom det er med lidt blandede følelser, ser jeg nu rigtig meget frem til at blive klogere på, hvad der driver medarbejderne på ARTS.

1 down, 34 to go

Der er stadig en lidt trykket stemning, grundet den manglende "commitment" fra de søde direktører rundt omkring i landet. Vi har forsøgt at anlægge en ny strategi og har i går kontaktet en virksomhed, som vi tidligere har lavet en opgave sammen med - så nu håber vi bare at de springer på.
Vi sidder hele tiden lidt med følelsen af at tiden går for stærkt, og render lidt fra os, så vi besluttede igår at forsøge at komme lidt igang, når nu vi ikke kan fordybe os i det kærer empiri. Vi valgte at bruge tiden på at skrive en indlednings lignende tekst. Det gjorde det hele meget mere konkret, og vi var tvunget til at forholde os til hvilke teoretikere vi gerne ville arbejde med, og ikke mindst hvorfor. Vi kom også nærmere en problemformulering, som vi håber kan gøre det mere tydeligt for virksomhederne, hvad det er vi gerne vil. Desuden er det jo bare helt fantastisk at føle man producere noget. Min makker og jeg er begge typerne der skriver os varme, og reflektere mens vi skriver, så det bliver aldrig perfekte sætninger i 1. omgang, men det vigtige for os er afgjort at få noget ned på papir..

Desuden mødte vi en af mine tidligere undervisere, David, som godt ville give en hånd med de spørgeskemaer vi gerne ville sende ud. Vi håber stadig at kunne lave et mix af metoder, og både lave interviews og spørgeskemaer. Dilemmaet er blot, at ingen af os har lavet spørgeskemaer før og vores vejleders viden er også meget begrænset - derfor ville det være spot on, hvis David vil hjælpe os. Han lød positiv, men skulle lige finde ud af noget med formalia (læs kroner og øre).

Vi har det stadig sådan, at den endelige problemformulering kommer til at være styrret af den endelige samarbejdspartner, men vi er blevet mere konkrete og skarpere på, hvad vi allerhelst vil;)
Jeg gik i hvert fald fra vores arbejde i går og tænkte at det går jo nok alt sammen på den ene eller anden måde..