Personlig feedback og caseclasses

I de efterfølgende uger på Lemlem lavede jeg flere forløb med personligt feedback, hvor jeg lavede passive observationer hos en bestemt lærer, fortrinsvis i samme klasse (og altid i samme fag, da lærerne kun underviser i et fag). Som regel har jeg fulgt en lærer to til tre gange, og efter hver time givet ham eller hende nogle kommentarer. Min tilgang til feedbacken har både været sandwich modellen, hvor man pakker kritiske/konstruktive kommentarer ind i positive kommentarer og en meget konkret tilgang, hvor jeg har givet dem helt konkrete ideer/tips til noget, der kan gøre deres undervisning bedre. Noget af det jeg har sagt mange gange er fx, at de skal forsøge at kombinere noter og forklaringer, så det bliver mere levende når de laver lange noter, også gerne med elevernes input. En anden konkret ting har været at eleverne kan læse for hinanden i stedet for hele klassen, og så kan en elev komme op til læren af gangen og læse højt, på den måde går man fra ”en aktiv elev” til ”alle elever er aktive” og det er klart en af mine ofte nævnte pointer. Jeg ønskede at lærerne fik et mål om at gøre eleverne aktive overfor hinanden frem for overfor hele klassen og at de turde slippe den totale kontrol som mange af lærerne ubevidst ønskede sig. Det kan også være så simpelt som at lade en til flere elever gennemgå en opgave fra lektierne fremfor at læren gør det. De kan rette hinanden og forklare hvorfor det fx er regnet som det er.

Som en anden måde at implementere aktiv læring/involverende undervisning besluttede jeg med ledelsen at jeg skulle lave nogle ”caseclasses”. Det indebar, at jeg skulle prøve at undervise på en måde, jeg mener, ville fremme læringen, og lade nogle lærer observere det. Det blev til to timer i hhv. 4a og b samt 8a og b, hvor jeg tog det tema som læren allerede havde planlagt for timerne, og så tilrettelægge timerne med nogle aktiviteter, der gerne skulle aktivere eleverne. Det er selvfølgelig lidt svært at få et realistisk forløb, fordi eleverne også opfører sig lidt bedre overfor en ny lærer osv., men eksperimentet var i lige så høj grad ment som en øjenåbner for lærerne. Desuden er det selvfølgelig lidt nemmere at stå model for at aktiv læring også kan lade sig gøre her, når man selv har prøvet det af.
I 4. klasse arbejdede vi med at beskrive mennesker, altså at lære de ord som knytter sig til beskrivelsen af menneskekroppen, samt at kunne sige dem i den rigtige sammenhæng. I løbet af to timer beskrev de blandt andet hinanden to og to, beskrev billeder i grupper, og legede gæt og grimasser med simple sætninger som fx ”a boy is tall and thin”. I 8. klasse stod den første time på vendingen ”used to”, hvor de var blevet bedt om at snakke med deres forældre om forandringerne i samfundet fra forældrenes barndom til i dag (det var der desværre ikke rigtig nogen, der havde fået gjort - det var nok lidt for åben en opgave set i forhold til normen). De summede over begrebet, vi samlede op på tavlen for at skabe fælles forståelse, derefter skulle de i grupper snakke om ændringerne, og prøve at bruge begrebet. Afslutningsvis skulle hver gruppe skrive en sætning på tavlen inkluderende begrebet udtrykket rigtigt. Sammen rettede vi så flere af sætningerne. Den anden time stod på begreberne agree og disagree. Jeg tog klassen med ned i skolegården, og så lavede vi et træ, der betød agree og et andet der betød disagree. Herefter kom jeg med et par udsagn, hvor de skulle flytte sig til det træ, der passede til deres holdning. Jeg spurgte så forskellige elever, hvorfor de stod der, og bad dem på den måde tage stilling og ydre holdning. De fik også selv lov at komme med udsagn. Da vi kom tilbage i klassen spurgte jeg dem, hvad de havde lært udenfor og det var fedt at se dem komme med et andet svar end bare tekstbogens overskrift. Afslutningsvis snakkede vi om forskellige måder at udtrykke, at man er uenig eller enig, og der var de også rigtig seje til at "tænke ud af boksen" i deres formuleringsforslag. Alle timer blev pakket ind i repetition fra sidste time som en start og opsummering omkring dagens læring som afslutning.
Generelt nogle lærerige timer for såvel mig, som eleverne og deres lærere.   

En lille, men betydningsfuld oplevelse

Den 25. september havde jeg en rigtig sjov lille oplevelse. Midt i den første time hørte jeg en meget dominerende larm fra 1. etage, af klasselokaler. Jeg gik op i klassen, der viste sig at være 7B uden lærer (pga. sygdom). Sådan en klasse gør præcis det som også ville ske i DK, de larmer, leger, geare hinanden op osv. Jeg spurgte viceinspektøren om det var okay, at jeg gik derind og underviste. Der var desværre kun 20 min tilbage af timen, men det var egentlig en meget tilpas tid til impulsiv aktiv involverende ”undervisning”. Jeg bad dem komme med tre emner de havde lyst til at snakke om, det var en lidt svær udfordring (de er generelt helt tydeligt ikke vandt til at få indflydelse/at blive spurgt på den måde). I fællesskab kom vi dog frem til de tre emner: "Culture", "family" og "country". Derefter bad jeg dem være sammen i den lille gruppe af 3 som de sidder sammen, og vælge et af emnerne at snakke om, naturligvis på engelsk. Jeg gik selvfølgelig lidt rundt og snakkede med de forskellige grupper. Som opsamling delte jeg tavlen ind i tre felter, et for hvert emne, og på skift kom der en fra hver gruppe op til tavlen og skrev et ord de havde snakket om, under det pågældende tema. De ville rigtig gerne skrive på tavlen, og var ivrige for at få lov (generelt er eleverne her rigtig ivrige for at svare, deltage osv.). Jeg gik derfra med en succesoplevelse, en oplevelse af, at det også her kan lade sig gøre at lave aktiv involverende undervisning, at eleverne her elsker at lærer og synes det er sjovt at byde ind og være en del af undervisningen. 

Mine første indtryk

Da jeg ankom til Lemlem School på min første arbejdsdag (18/9 -13) i Addis Ababa fik jeg et rigtig godt indtryk og de var helt med på, hvad mit projekt her på skolen gik ud på samt taknemmelige for, at jeg ville komme til dem. Jeg havde en lang snak med min vejleder på skolen og vi var ikke uenige om, at det ville være godt, hvis jeg brugte den første tid på at observere. Dette med et formål om at få et reelt indblik i, hvordan hele skolen og undervisningen fungerede, før at vi fastlagde mine fokuspunkter og prioriteringer. Min første arbejdsdag var en onsdag, og i løbet af den første uge (dvs. onsdag-fredag) synes jeg, at jeg fik et ret godt indblik i, hvordan meget af undervisningen foregik. Det overraskede mig ikke, at jeg så rigtig meget tavleundervisning og envejskommunikation. Til gengæld overraskede det mig nok, at der var mindst lige så meget larm som i danske folkeskoleklasser samt meget lidt disciplin og respekt omkring læren. Desuden blev det hurtigt tydeligt for mig, hvordan de ca. 45 elever i et klasselokale (på størrelse med et dansk klasselokale), påvirker mulighederne for undervisningsdifferentiering. Mit første indtryk af undervisningen var som sagt store blokke af tavleundervisning, afskrivning af noter fra tavlen og forelæsninger, dog så jeg også indimellem præsentationer(hvor en elev blev hørt i et emne), lærerspørgsmål og elevsvar i plenum, korte sessioner af gruppearbejde eller en elev, der skulle læse noget højt for alle.
Efter en snak med skoleinspektøren blev jeg klar over at både regeringens og skolens politik er at få indført mere aktiv, involverende undervisning, men at ledelsen har fundet det svært at motivere lærerne til at ændre deres undervisning i praksis. Det var et oplagt tema for mig og noget, hvor jeg synes jeg kunne byde ind med inspiration og input. Allerede fredag eftermiddag i den første uge, fik jeg lov at lave en lille øvelse med lærerne (da de alligevel var samlet til personale møde). Først bad jeg dem reflektere over, hvorfor de underviste og hvad der var vigtigt for dem i deres undervisning. Derefter skulle de i grupper skrive ideer til ”active learning” på mine medbragte post-it’s. En del af grupperne brugte først noget tid og energi på at definere aktiv læring, men der kom også en del ideer, og jeg har efterfølgende samlet alle post-it’s på en tavle og hængt op på lærerværelset.

I uge nr. 2 på skolen lavede jeg fortsat nogle observationer i forskellige klasser. Jeg prøvede at se så mange forskellige klasser som muligt, men det var svært fordi ledelsen ikke helt forstod, at jeg også gerne ville observere nogle af de klasser, hvor undervisningen foregik på nationalsprog. I deres øjne kunne jeg vel kun få noget ud af de klasser, hvor jeg forstod, hvad der blev sagt. Det var også ugen, hvor jeg sammen med skoleinspektøren og min vejleder, fik en rigtig god snak omkring det, de synes var problemer på skolen. Der blev nævnt en masse elementer omkring deres ledelse og administration, der ikke fungerede optimalt, men også forskellige systemer og procedure, der involverede lærerne. Generelt fik jeg her for første gang et klart billede af, at der er meget, der foregår helt tilfældigt, hvilket skaber en alt andet end gennemsigtig og ensrettet organisation. Hver lærer løser tingene på sin egen måde, de fleste nye tiltag falder til jorden og de beskrev selv mange ting på skolen som procedure, der ikke er veletableret. På dette møde var der især tre organisatoriske ting som de gerne ville arbejde med. De ville for det første gerne have et endeligt navn for skolen, og dens forskellige dele (den indeholder nemlig alt fra børnehave til 12. klasse, der bedst af alt svare til gymnasiet), samt tilhørende logo og motto.  For det andet var der meget snak om et dokumentationssystem, og for det tredje blev procedure for opfølgning på tiltag og arrangementer nævnt som noget de havde svært ved. Vi var også enige om, at det var en god ide, hvis jeg lavede personlig feedback med de enkelte lærer samt noget generelt ”teacher training”. Alt i alt stemte mine forventninger om arbejdet og min rolle her rigtig godt overens med det vi blev enige om på dette møde. I de efterfølgende dage skrev jeg en masse ideer ned, og lavede også en oversigt planlægning, med de uger jeg havde, og hvad jeg skulle bruge min tid på hvornår. At det så senere skulle vise sig, at det var ren utopi at følge en sådan planlægning i mit arbejde her, er en helt anden sag.

Alternativet til at læse videre blev Etiopien

Dengang jeg startede på bacheloren i uddannelsesvidenskab, tilbage i efteråret 2010, havde jeg en hel klar fornemmelse af, at jeg ville foretage mig noget mellem bacheloren og kandidaten. Jeg var ikke særlig sikker på hvad det ”noget” præcist skulle være, men jeg forestillede mig nok en mulighed for at få nogle faglige relevante erfaringer, for på den måde bedre at kunne forholde mig til den teoretiske tilgang (dengang ville jeg nok have skrevet ”et relevant job”, men sådan udvikler ens formuleringer sig jo med tiden). I løbet af bacheloren har planerne svinget lidt frem og tilbage, nok mest fordi det selvfølgelig er en lidt skræmmende tanke at skulle ud og stå på egne ben, omsætte teori til praksis. I løbet af efteråret 12, det 5. semester på studiet, begyndte en eventyrlyst at spire i mig, og jeg begyndte at lege med tanken om at rejse ud og lave noget ulandsfrivilligt arbejde. I foråret 13, hvor jeg også skrev mit bachelorprojekt, kom tidspunktet for en beslutning omkring fremtiden tættere på, snakken omkring kandidatsøgninger, muligheder og alternativer til at læse videre blev hverdagssamtaleemne. Der var mange blandede ideer og muligheder blandt mine medstuderende, alt fra AAU’s nye uddannelse Kriminologi, CBS’ HR manegement, DPUs egen Pædagogisk sociologi til kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab naturligvis. Efter et besøg på AAU med en forestilling om, at deres projektorienterede undervisningsform ville passe mig godt (primært med fokus på kandidaten i Læring og forandringsprocesser), et åbent hus omkring kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab og en masse refleksioner nåede jeg til en erkendelse af, at uddannelsesvidenskab nok ville forblive den rette hylde for mig. Jeg kan godt lide konceptet omkring den tværfaglige belysning af læringsfeltet, jeg elsker tanken omkring læring som et værktøj til udvikling og så passer jeg godt ind et sted, hvor jeg kan føle mig lidt unik og ikke mindst selv være med til at forme mine kompetencer. Derfor endte jeg med at søge ind på uddannelsesvidenskab, for på den måde at være sikret en plads året efter, da det på daværende tidspunkt var svært at forudsige proceduren for fremtidig optagelse. Blandt mine studiekammerater var der andre end mig, der legede med tanken om sabbat år, i høj grad fordi at folk havde svært ved at beslutte, hvad de ville, savnede luftforandring og måske også fokus i studiet. Jeg sad med en følelse af at have brug for at gøre noget helt andet, få nogle erfaringer, prøve mig selv lidt af og forhåbentlig ende op med en mere sikker følelse af, hvad jeg gerne ville beskæftige mig med, hvad jeg skulle arbejde hen i mod i fremtiden. Efter en del research, en masse overvejelse, en lyst til at gøre noget unikt og en træng til at udfordre mig selv tog jeg en beslutning om at tage tre måneder til hovedstaden i Etiopien, Addis Ababa, for at lave udviklingsarbejde på en privat skole (svarende til vores folkeskoler).

Jeg formede selv projektet, gennem den internationale organisation Projects Abroad, ved at skrive en tekst omkring, hvad jeg kunne byde ind med, hvilke konkrete opgaver jeg kunne forestiller mig at lave og lidt om mine øvrige erfaringer samt personlighed. Det blev sendt rundt til alle de afrikanske kontorer, da jeg havde et ønske om at komme til Afrika. Kontoret i henholdsvis Tanzania og Etiopien var særligt positive omkring min henvendelse, og ville gerne arrangere det som jeg forestillede mig det. Forskellige faktorer omkring landendes historie og kultur spillede ind i min endelig beslutning af destination. Inden jeg tog af sted skrev jeg følgende ned omkring de forestillinger jeg havde om arbejdet hernede: 

”Jeg tænker for det første, at jeg kan hjælpe med at forbedre noget rent organisatorisk – fx nogle procedure omkring det at frivillige kommer og underviser i engelsk. Jeg håber også at få lov at arbejde med evaluering på skolen – altså at udvikle nogle metoder, som de selv med fordel kan bruge, for at evaluere deres undervisning eller lærernes trivsel fremadrettet. For det andet forestiller jeg mig også, at jeg kan igangsætte en udviklingsproces omkring lærerne og deres forhold til undervisning. Det kan fx være som workshops omkring læring og motivation, men det kan også være som personlig feedback, efter jeg har observeret deres undervisning nogle gange. Jeg håber, at jeg kan igangsætte en refleksion omkring, hvorfor de egentlig underviser på den måde de gør, og ikke gør mig til dommer over, hvorvidt deres undervisning er rigtig eller forkert!”

Med fagbøger omkring didaktik, læringsteori og motivation pakket i kufferten tog jeg meget forventningsfuld til Addis den 15. september 2013.

Opsummering på opgaven og tiden efter aflevering

Ja, det der med at skrive regelmæssige blogs er måske bare ikke mig, men har ikke helt opgivet projektet endnu..
Jeg synes det er super interessant at give yngre studerende, og andre der er interesseret i uddannelsen og feltet et billede af, hvad en bachelor i uddannelsesvidenskab kan fører til..

Først lige en opsummering på bachelorprojektet, som bloggens første formål har været at dække..
Vi fik afleveret opgaven, og gik til eksamen d. 18. juni.
Det gik rigtig godt til eksamen, og jeg kan da røbe at vi begge bestod;)
Vi fik ros for opgaven, det er et lidt blødende emne vi valgte og de roste vores mod. Desuden fik vi stor ros for, at det var en velskrevet, velanalyseret opgave med et fint empirisk grundlag for opgavens. Nogle af kritikpunkterne til min eksamen var, at det var lidt for sikkert og at vi ikke kritiserede egne metoder og teorivalg mere. Til min eksamen havde vi bl.a. en refleksiv samtale om, hvad teori skal i en analyse, hvad bruges det til og hvorfor, og hvornår en teori er relevant.

Jeg oplevede eksamen som en rigtig god oplevelse, afslappet og hvor vi fik en god snak om opgaven, og den måde vi havde løst den på, så på alle måder er jeg godt tilfreds:)
Desuden er en overstået eksamen for mig også lige med en lettelse, og en følelse af at man kan klare alt - ja i hvert fald lige nu og her:)
Til interesserede har jeg besluttet at linke til opgaven, så den kan læses her: Ba-projekt som pdf, desuden kan mine stikord til oplægget til eksamen ses her, selvom det kun giver et begrænset indblik: oplæg til eksamen.

Tiden efter aflevering:

Udover en begrænset mængde sommerferie og en hullens masse arbejde som ufaglært afløser i hjemmeplejen har min tanker gået på fremtiden og hvad jeg egentlig vil og brænder for.
Det er længe siden jeg har taget en beslutning om at holde pause fra studiet og i stedet rejse ud i verden.
Efter et infomøde i Projects Abroad (tilbage i marts ca.)  var jeg overbevidst om, at de var en professionel organisation der havde styr på tingene. Jeg kørte derfra med en opløftet følelse af, at jeg havde fundet det, der gav mening for mig. Nemlig at rejse ud i verden som u-landsfrivillig.
Efter konsultation med organisationens konsulenter skrev jeg nogle punkter ned omkring, hvad jeg synes jeg kunne og hvad jeg ville byde ind med i et særligt tilrettelagt projekt, hvilket kan læses her: Indledende overvejelser. Jeg har fra start haft en forestilling om, at jeg gerne ville til afrika, så dokumentet blev sendt rundt til organisationens kontorer - og efter mange mails frem og tilbage med tilbud og muligheder, overvejelser for og i mod forskellige destinationer blev beslutningen taget.
Ethiopien - nærmere bestemt Addis Ababa. Kontoret dernede greb nemlig mine ideer om at lave udviklingsarbejde på en skole dernede - og alle prikker faldt på plads.

Siden starten af maj, hvor den formelle ansøgning blev sendt afsted, har jeg så fået en hel masse forskellige vacciner, købt en pandelampe, en guidebog fra lonlyplanet og fået et myggenet. Desuden har jeg sat mig ind i behovet for malariamedicin, læst diverse materiale fra organisationen og spekuleret en masse på, hvad der mon venter mig.

Projektet i Addis Ababa er yderst fagligt relevant, så derfor har jeg besluttet at bruge den her blog, til at give et indblik i nogle af de faglige overvejelser, jeg gør mig undervejs, og hvilken faglig udvikling projektet sætter i gang hos mig. Så i vil høre mere fra mig, omkring mine overvejelser før, under og efter.

/Frk. Lagoni









 

Tiden fløj...

Wow - den sidste måneds tid er bare fløjet afsted..
Det er gået rigtig hurtigt, og jeg er virkelig ked af at jeg ikke har fået skrevet om den sidste del af processen, nemlig selve skrivningen.
Det har været en god, spændende, lærerig men også til tider presset og meget spændt proces..
Vi skrev opgaven på en meget intensiv måde, især analysen blev skrevet over relativt få dage, sidetallene taget i betragtning. Vi, min bachelormakker og jeg, arbejde begge på den måde, at vi skriver en masse tekst ret hurtigt, med et meget stort fokus på indholdet. Derefter sidder vi så med en masse tekst, hvor indholdet er rimelig godt, og formuleringerne som regel noget mindre opsigtsvækkende. Når man arbejder på denne måde, følger der så naturligt en proces, hvor formuleringer og andre sprogfejl, såvel som stave og kommafejl bliver rettet igennem:)
Det er en proces vi synes mindre og mindre om som tiden skrider frem og det i højere grad bliver små detaljer - også selvom vi ved det er nødvendigt.
Denne gang har vi gjort meget ud af at afveksle med andres kommentarer, idet en del andre har læst opgaven og givet feedback - det har været fedt og lærerigt, ligesom det også var ret sjovt at se forskellen på vores medstuderendes kommentarer overfor udefrastående.
Dertil følger retning af alle formalia, layout, pensumliste osv. hvilket mest af alt er til for at skabe et helhedsindtryk af at der er styr på det, i denne opgave..

Mandag d. 20. maj blev vi så enige om at vi nu var færdige - en meget mærkelig beslutning..
Jeg fik meget lyst til lige at læse en gang mere, det er rigtig svært at slippe, tænk hvis man har glemt noget, og har vi nu husket at lave det hele sort, og samme skriftstørrelse, er der styr på vores bilag, er alt anonymiseret og hvad, hvis en af henvisningerne er forkert - opdager de mon det?

Men jeg havde en lille opgave, i et sideløbende fag, som jeg ikke var blevet færdig med - og den skulle afleveres samme dato som BA'en dvs. d. 22. maj, så jeg var nød til at slippe BA'en for at gå all in, med den anden opgave, for også at kunne lægge lidt kvalitet ind i den:)

Da jeg var færdig med den lille opgave til det såkaldte modul 11; ny videnpolitik og videnproduktion, tirsdag aften, sad jeg med en uro omkring vores transskriptions bilag i BA'en.. Jeg blev ved med at tænke at noget af det ikke var tilstrækkelig anonymiseret, så omkring kl. 23 tirsdag aften var jeg nød til lige at tjekke dokumentet.. Jeg fandt nogle fejl, rettede det, og printede 6 nye sider til det bilag, onsdag formiddag - inden vi skulle kopiere hele opgaven til 3 eksemplarer..

Onsdag d. 22 maj, skulle vi så aflevere.. Det øs regnede hele formiddagen, så det måtte blive i gummistøvler og med regntøj.
Det var en lettelse af få afleveret - men virkelig også en mærkelig følelse.. Det er mærkeligt når man har lagt så meget energi i et projekt - og det så pludselig bare er færdigt..
Det har været rigtig spændende at få lov at fordybe sig i et selvvalgt emne, have tiden til det, arbejde med virkeligheden, blive taget alvorligt, og ikke mindst blive klogere.
Det har været fedt at se at jeg faktisk kunne komme frem til et resultatet - at jeg faktisk kunne analysere mig frem til hvad der motiverede medarbejdere..

Jeg skal nok lave et ny blogindlæg om nogle af resultaterne i opgaven - og så kommer der bestemt også et og forhåbentlig flere om de tanker der opstår i den kommende tids forberedelse til mundtlig eksamen:)

Venligst frk. Lagoni

Interview*3

Tilbagevendt fra en glimrende, afslappende og afvekslende påskeferie går det nu for alvor løs med bachelor opgaven.

I vores begejstring over faste interviewaftaler, der for alvor lugtede af permanent empiri har vi åbnet op for at booke aftaler hele denne uge. Desværre har friheden til interviewpersonerne skabt et lidt småpresset program i dag, onsdag, med hele tre interview i træk, nemlig kl. 12, 14 og 15.30.. Så hovedet er godt proppet med indtryk her til aften.

Vi startede desværre ugen ud med en aflysning, tirsdag morgen kl. 9, da interviewpersonen havde "lockoutet-børn" som skulle passes. En af den slags småudfordringer, der opstår under en så lang opgaveproces. Vi håber dog på en ny aftale med vedkommende i næste uge;)

Vi har lavet individuelle semistrukturerede kvalitative interviews. Du kan se vores interviewgudie her, hvis det har nogen interesse: interviewguide 

Vi lavede som sagt tre interviews i dag, hvoraf det korteste tog ca. tre kvarter og det længste lidt mere end en time. På mange måder er interviewet en metodeform, der stiller store krav til os som interviewere. Jeg kunne mærke i dag, hvor vigtigt det er at man aktivt lytter, og får stillet de rigtige uddybende spørgsmål, hvordan et enkelt ord kan påvirke svaret. Desuden skal man hele tiden holde styr på om de rent faktisk svare på spørgsmålet og samtidig balancere mellem at spørge ind, fiske og lægge ord i munden på vedkommende. Derudover er det vigtigt du ikke på nogen måde kommer til at tolke eller formode undervejs, så du kommer til at stille den sidste halvdel af spørgsmålene med en form for forudsætning. En sidste fælle er spørgsmål, som en interviewperson allerede har svaret på som delsvar til et forudgående spørgsmål. Jeg kan i hvert fald mærke jeg har været meget "på", sådan rent mentalt.

Det var tre meget forskellige respondenter, men jeg synes altid, at det er yderst interessant at høre folks personlige udtryk for noget. Selvom de fleste har en ide om, hvad der driver og motivere dem, så er det meget forskelligt, hvilke ord der sættes på - og hvordan man ellers udtrykker sig i form af eksempler og beskrivende ord, der kobles til ens følelser.

Desuden har vi fået et mere personligt indblik i tilværelsen som forsker, og jeg er blevet helt bekræftet i, at det i hvert fald ikke er den vej, jeg har lyst til at gå, da jeg så mig selv i en ældre udgave i en af vores interviewpersoner i dag. Det var lidt af en øjnåbner, fordi det var ret tydeligt, at det kunne være mig om 45 år, hvilket på mange måder ville ende helt galt.. Såå det kommer ikke til at ske.

Det er spændende endelig at være rigtig igang med virkeligheden, og kunne mærke at det rykke.. Det er lige før det kribler i fingrene for at komme til at transskribere - men jeg orkede det alligevel ikke rigtig da jeg havde spist aftensmad. I øvrigt ville det jo også blot være ressourcespil, da strategien bliver at vi ikke behøver transskribere fra start til slut. 

Det bliver skønt at føle det rykker og går fremad. 

Håber det bliver en god uge for jer der måtte læse med;) 

/frk. Lagoni