Efter min undervisnings dag for lærerne på skolen (se tidligere opslag) havde jeg en stor succesoplevelse, som jeg gerne vil dele med jer.
Til selve undervisningen havde jeg uddelt et skema, som de kunne planlægge deres undervisning ud fra. Jeg havde opfordret dem alle til at prøve det mindst to gange, og endelige spørge, hvis der var noget de ikke forstod. Jeg hørte efterfølgende kun fra en enkelt af lærerne som ikke helt vidste, hvordan han skulle udfylde et bestemt punkt i skemaet. Det snakkede vi så lidt om (og jeg indrømmer det var det svære og mest abstrakte punkt) og jeg sagde afslutningsvis til ham, at hvis han havde lyst ville jeg gerne observere ham i hans undervisning, så han kunne få noget personligt feedback. En uges tid efter bad han mig så om at komme med til han fysiktime, og det var en af de mere interessante observationer jeg lavede.
Han havde efter workshopdagen forsøgt at implementere rigtig mange af de små (konkrete) fif jeg havde givet, ovenikøbet vidste jeg jo på forhånd at han havde arbejdet med planlægningen af timerne, og det var en stor lettelse at se at hans timer fungerede som noget af det bedste undervisning jeg så på Lemlem.
Han var meget selvrefleksiv og ret kritisk om sin egen undervisning. Han var frustreret over, at eleverne ikke svarede når han stillede dem et spørgsmål og så var han irriteret på sig selv over, at han ikke magtede at styre tiden i løbet af en time. I forhold til elevernes lidt sløve aktivitet bad jeg lærerne afprøve noget jeg tit har set fungerer i andre sammenhænge, nemlig at lade eleverne summe med sidemakkeren om svaret, før de behøver at svare i plenum (det var en af de ældste klasser og "pinlighedsfaktoren" i potentielt at svare forkert spillede tydeligt ind i mængden af hænder, når læreren spurgte om noget). "Timemanegement" var generelt en stor udfordring blandt lærerne, hvilket var helt naturligt i kraft af deres samfund, hvor tiden aldrig spillede en væsentlig rolle og der ikke engang var et eneste ur på hele skolen (ud over det jeg endte med at give i gave). Jeg rådgav ham til at blive ved med at planlægge og dermed på lang sigt blive bedre og bedre til at vurdere, hvor lang tid en aktivitet tager. På den korte bane bad jeg ham enten få et armbåndsur eller blot kigge på sin mobiltelefon i løbet af timen, så han løbende vidste, hvor lang tid han havde tilbage af timen.
Da jeg observerede ham for tredje gang lykkedes det ham både at aktivere hans elever, ved at teste mit forslag, og runde timen af i perfekt timing. Han gav efterfølgende selv udtryk for, at det havde gjort hans undervisning bedre, at han kunne løfte det faglige niveau blandt eleverne og at det var den slags værktøjer han havde manglet til at forbedre hans undervisning.
Jeg havde stor respekt for, at han fra gang til gang kunne forbedre sig, ved at reflektere over nogle af de kommentarer jeg gav ham. Han blev mere afslappet i undervisningen og jeg er overbevidst om at både lærer og elever havde en følelse af, at undervisningen var mere velfungerende end tidligere.
Det var en stor succesoplevelse og i en periode på skolen, hvor jeg ellers synes det var meget udfordrende at blive ved med at aktivere mig selv, gav det her en enorm tilfredsstillelse af, at jeg da i det mindste havde gjort en forskel for en enkelt lærer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar