Succesoplevelse med min personlige feedback

Efter min undervisnings dag for lærerne på skolen (se tidligere opslag) havde jeg en stor succesoplevelse, som jeg gerne vil dele med jer.
Til selve undervisningen havde jeg uddelt et skema, som de kunne planlægge deres undervisning ud fra. Jeg havde opfordret dem alle til at prøve det mindst to gange, og endelige spørge, hvis der var noget de ikke forstod. Jeg hørte efterfølgende kun fra en enkelt af lærerne som ikke helt vidste, hvordan han skulle udfylde et bestemt punkt i skemaet. Det snakkede vi så lidt om (og jeg indrømmer det var det svære og mest abstrakte punkt) og jeg sagde afslutningsvis til ham, at hvis han havde lyst ville jeg gerne observere ham i hans undervisning, så han kunne få noget personligt feedback. En uges tid efter bad han mig så om at komme med til han fysiktime, og det var en af de mere interessante observationer jeg lavede.
Han havde efter workshopdagen forsøgt at implementere rigtig mange af de små (konkrete) fif jeg havde givet, ovenikøbet vidste jeg jo på forhånd at han havde arbejdet med planlægningen af timerne, og det var en stor lettelse at se at hans timer fungerede som noget af det bedste undervisning jeg så på Lemlem.

Han var meget selvrefleksiv og ret kritisk om sin egen undervisning. Han var frustreret over, at eleverne ikke svarede når han stillede dem et spørgsmål og så var han irriteret på sig selv over, at han ikke magtede at styre tiden i løbet af en time. I forhold til elevernes lidt sløve aktivitet bad jeg lærerne afprøve noget jeg tit har set fungerer i andre sammenhænge, nemlig at lade eleverne summe med sidemakkeren om svaret, før de behøver at svare i plenum (det var en af de ældste klasser og "pinlighedsfaktoren" i potentielt at svare forkert spillede tydeligt ind i mængden af hænder, når læreren spurgte om noget). "Timemanegement" var generelt en stor udfordring blandt lærerne, hvilket var helt naturligt i kraft af deres samfund, hvor tiden aldrig spillede en væsentlig rolle og der ikke engang var et eneste ur på hele skolen (ud over det jeg endte med at give i gave). Jeg rådgav ham til at blive ved med at planlægge og dermed på lang sigt blive bedre og bedre til at vurdere, hvor lang tid en aktivitet tager. På den korte bane bad jeg ham enten få et armbåndsur eller blot kigge på sin mobiltelefon i løbet af timen, så han løbende vidste, hvor lang tid han havde tilbage af timen.
Da jeg observerede ham for tredje gang lykkedes det ham både at aktivere hans elever, ved at teste mit forslag, og runde timen af i perfekt timing. Han gav efterfølgende selv udtryk for, at det havde gjort hans undervisning bedre, at han kunne løfte det faglige niveau blandt eleverne og at det var den slags værktøjer han havde manglet til at forbedre hans undervisning.
Jeg havde stor respekt for, at han fra gang til gang kunne forbedre sig, ved at reflektere over nogle af de kommentarer jeg gav ham. Han blev mere afslappet i undervisningen og jeg er overbevidst om at både lærer og elever havde en følelse af, at undervisningen var mere velfungerende end tidligere.

Det var en stor succesoplevelse og i en periode på skolen, hvor jeg ellers synes det var meget udfordrende at blive ved med at aktivere mig selv, gav det her en enorm tilfredsstillelse af, at jeg da i det mindste havde gjort en forskel for en enkelt lærer.

Teacher training for lærerne på skolen

Beskrivelsen her er fra min tid på en skole i Addis Ababa i efteråret 13, men bliver desværre "set i bakspejlet", da jeg ikke fik det skrevet, mens jeg var i Etiopien. Jeg vil dog rigtig gerne fortælle jer om det sidste store element af tiden på Lemlem, nemlig det undervisning jeg lavede dernede.

Helt fra starten var jeg enig med ledelsen om at jeg skulle tilrettelægge "teacher training", som det hed i deres optik, for mig hed det i høje grad udviklende workshops, men sådan går det jo nogle gange med sprogbarriere.
Vi startede med et udgangspunkt der hed 4 mandage i streg, efter undervisningen og for alle lærer på en gang. Jeg havde lavet udkast til 4 forskellige sessioner, vi var blevet enige om datoerne og jeg havde sat et opslag op om det i lærerværelset. Herefter kommer mine to primære samarbejdspartnere i tanke om at det nok ikke er så godt med de der mandage alligevel, da de starter noget ekstra undervisning og det derfor ville blive ret sent før nogle af lærer kunne deltage, ligesom der også var en del af lærerne der læste på universitetet ved siden af, og det foregik så om aftenen.
Efter flere snakke frem og tilbage bliver vi enige om, at det er bedre med en eller to lørdage, fx 3 timer af gangen. Straks sætter jeg mig og slår nogle af punkter fra de allerede planlagte sessioner sammen, til et program der egner sig bedre til en samlet dag og synes egentligt, at det giver meget god mening. Efter en enkelt rykning af datoen lykkedes det endelig at afholde dagen, naturligvis med en forsinket start på 1 times tid, da skoleinspektøren ikke lige havde taget højde for at nogle af lærerne afholdte ekstraundervisning for skolens ældste klasser om lørdagen. Måske kommer denne leder til at fremstå uproffesionel i mine beskrivelser, men sådan var hele kulturen bare; man gennemtænker aldrig potentielle senarier, der er konsekvens af en given beslutning.

Dagen går generelt godt og jeg formår at få de fleste gjort aktive i en del gruppearbejde og diskussioner, samt ved at forenkle mit engelske sprog og krydre mine små oplæg med fagter, kropssprog og andre hjælpemidler, der bryder sprogbarriere.

Programmet for dagen kan ses her til de nysgerrige: Program. Programmet er det jeg lavede til mig selv, så tallene i parentesser er ca. minuttal. Lærerne fik en lidt forsimplet version, hvor gruppeøvelserne ikke var beskrevet, men der stadig var de relevante noter (i håbet om de så ikke ville sidde at skrive en masse noter i løbet af dagen, som de normalt har for vaner).

Jeg får en okay feedback, og flere af lærerne roste mig til skoleinspektøren, dog var der også et par kritikkere der ikke kunne forstå, hvorfor jeg denne dag ikke gjorde et særligt stor nummer ud af opsamling på de forskellige øvelser, når nu jeg slog et slag for at de skulle det i deres undervisning. Jeg kan så udemærket forstå hans undring, der er helt fair, men jeg vurderede simpelthen at sprogbarrieren var for stor. Der ville være meget få lærere, som turde at fortælle i plenum, på engelsk, hvad de var blevet enige om i deres gruppe, hvor de havde løst opgaven på deres nationalsprog. Så selvom jeg var vildt nysgerrig på, hvad de havde diskutteret og hvilke løsninger, på de forskellige udfordringer, der var i spild, så synes jeg det var for egoistisk af mig at bede dem opsummere på engelsk, kun for min skyld, og sørgede i stedet for at de fik hørt hinandens svar i grupper.

Alt i alt en rigtig god og tilfredsstillende dag, hvor jeg også fik indtryk af at lærerne fik ny inspiration.

Personlig feedback og caseclasses

I de efterfølgende uger på Lemlem lavede jeg flere forløb med personligt feedback, hvor jeg lavede passive observationer hos en bestemt lærer, fortrinsvis i samme klasse (og altid i samme fag, da lærerne kun underviser i et fag). Som regel har jeg fulgt en lærer to til tre gange, og efter hver time givet ham eller hende nogle kommentarer. Min tilgang til feedbacken har både været sandwich modellen, hvor man pakker kritiske/konstruktive kommentarer ind i positive kommentarer og en meget konkret tilgang, hvor jeg har givet dem helt konkrete ideer/tips til noget, der kan gøre deres undervisning bedre. Noget af det jeg har sagt mange gange er fx, at de skal forsøge at kombinere noter og forklaringer, så det bliver mere levende når de laver lange noter, også gerne med elevernes input. En anden konkret ting har været at eleverne kan læse for hinanden i stedet for hele klassen, og så kan en elev komme op til læren af gangen og læse højt, på den måde går man fra ”en aktiv elev” til ”alle elever er aktive” og det er klart en af mine ofte nævnte pointer. Jeg ønskede at lærerne fik et mål om at gøre eleverne aktive overfor hinanden frem for overfor hele klassen og at de turde slippe den totale kontrol som mange af lærerne ubevidst ønskede sig. Det kan også være så simpelt som at lade en til flere elever gennemgå en opgave fra lektierne fremfor at læren gør det. De kan rette hinanden og forklare hvorfor det fx er regnet som det er.

Som en anden måde at implementere aktiv læring/involverende undervisning besluttede jeg med ledelsen at jeg skulle lave nogle ”caseclasses”. Det indebar, at jeg skulle prøve at undervise på en måde, jeg mener, ville fremme læringen, og lade nogle lærer observere det. Det blev til to timer i hhv. 4a og b samt 8a og b, hvor jeg tog det tema som læren allerede havde planlagt for timerne, og så tilrettelægge timerne med nogle aktiviteter, der gerne skulle aktivere eleverne. Det er selvfølgelig lidt svært at få et realistisk forløb, fordi eleverne også opfører sig lidt bedre overfor en ny lærer osv., men eksperimentet var i lige så høj grad ment som en øjenåbner for lærerne. Desuden er det selvfølgelig lidt nemmere at stå model for at aktiv læring også kan lade sig gøre her, når man selv har prøvet det af.
I 4. klasse arbejdede vi med at beskrive mennesker, altså at lære de ord som knytter sig til beskrivelsen af menneskekroppen, samt at kunne sige dem i den rigtige sammenhæng. I løbet af to timer beskrev de blandt andet hinanden to og to, beskrev billeder i grupper, og legede gæt og grimasser med simple sætninger som fx ”a boy is tall and thin”. I 8. klasse stod den første time på vendingen ”used to”, hvor de var blevet bedt om at snakke med deres forældre om forandringerne i samfundet fra forældrenes barndom til i dag (det var der desværre ikke rigtig nogen, der havde fået gjort - det var nok lidt for åben en opgave set i forhold til normen). De summede over begrebet, vi samlede op på tavlen for at skabe fælles forståelse, derefter skulle de i grupper snakke om ændringerne, og prøve at bruge begrebet. Afslutningsvis skulle hver gruppe skrive en sætning på tavlen inkluderende begrebet udtrykket rigtigt. Sammen rettede vi så flere af sætningerne. Den anden time stod på begreberne agree og disagree. Jeg tog klassen med ned i skolegården, og så lavede vi et træ, der betød agree og et andet der betød disagree. Herefter kom jeg med et par udsagn, hvor de skulle flytte sig til det træ, der passede til deres holdning. Jeg spurgte så forskellige elever, hvorfor de stod der, og bad dem på den måde tage stilling og ydre holdning. De fik også selv lov at komme med udsagn. Da vi kom tilbage i klassen spurgte jeg dem, hvad de havde lært udenfor og det var fedt at se dem komme med et andet svar end bare tekstbogens overskrift. Afslutningsvis snakkede vi om forskellige måder at udtrykke, at man er uenig eller enig, og der var de også rigtig seje til at "tænke ud af boksen" i deres formuleringsforslag. Alle timer blev pakket ind i repetition fra sidste time som en start og opsummering omkring dagens læring som afslutning.
Generelt nogle lærerige timer for såvel mig, som eleverne og deres lærere.   

En lille, men betydningsfuld oplevelse

Den 25. september havde jeg en rigtig sjov lille oplevelse. Midt i den første time hørte jeg en meget dominerende larm fra 1. etage, af klasselokaler. Jeg gik op i klassen, der viste sig at være 7B uden lærer (pga. sygdom). Sådan en klasse gør præcis det som også ville ske i DK, de larmer, leger, geare hinanden op osv. Jeg spurgte viceinspektøren om det var okay, at jeg gik derind og underviste. Der var desværre kun 20 min tilbage af timen, men det var egentlig en meget tilpas tid til impulsiv aktiv involverende ”undervisning”. Jeg bad dem komme med tre emner de havde lyst til at snakke om, det var en lidt svær udfordring (de er generelt helt tydeligt ikke vandt til at få indflydelse/at blive spurgt på den måde). I fællesskab kom vi dog frem til de tre emner: "Culture", "family" og "country". Derefter bad jeg dem være sammen i den lille gruppe af 3 som de sidder sammen, og vælge et af emnerne at snakke om, naturligvis på engelsk. Jeg gik selvfølgelig lidt rundt og snakkede med de forskellige grupper. Som opsamling delte jeg tavlen ind i tre felter, et for hvert emne, og på skift kom der en fra hver gruppe op til tavlen og skrev et ord de havde snakket om, under det pågældende tema. De ville rigtig gerne skrive på tavlen, og var ivrige for at få lov (generelt er eleverne her rigtig ivrige for at svare, deltage osv.). Jeg gik derfra med en succesoplevelse, en oplevelse af, at det også her kan lade sig gøre at lave aktiv involverende undervisning, at eleverne her elsker at lærer og synes det er sjovt at byde ind og være en del af undervisningen. 

Mine første indtryk

Da jeg ankom til Lemlem School på min første arbejdsdag (18/9 -13) i Addis Ababa fik jeg et rigtig godt indtryk og de var helt med på, hvad mit projekt her på skolen gik ud på samt taknemmelige for, at jeg ville komme til dem. Jeg havde en lang snak med min vejleder på skolen og vi var ikke uenige om, at det ville være godt, hvis jeg brugte den første tid på at observere. Dette med et formål om at få et reelt indblik i, hvordan hele skolen og undervisningen fungerede, før at vi fastlagde mine fokuspunkter og prioriteringer. Min første arbejdsdag var en onsdag, og i løbet af den første uge (dvs. onsdag-fredag) synes jeg, at jeg fik et ret godt indblik i, hvordan meget af undervisningen foregik. Det overraskede mig ikke, at jeg så rigtig meget tavleundervisning og envejskommunikation. Til gengæld overraskede det mig nok, at der var mindst lige så meget larm som i danske folkeskoleklasser samt meget lidt disciplin og respekt omkring læren. Desuden blev det hurtigt tydeligt for mig, hvordan de ca. 45 elever i et klasselokale (på størrelse med et dansk klasselokale), påvirker mulighederne for undervisningsdifferentiering. Mit første indtryk af undervisningen var som sagt store blokke af tavleundervisning, afskrivning af noter fra tavlen og forelæsninger, dog så jeg også indimellem præsentationer(hvor en elev blev hørt i et emne), lærerspørgsmål og elevsvar i plenum, korte sessioner af gruppearbejde eller en elev, der skulle læse noget højt for alle.
Efter en snak med skoleinspektøren blev jeg klar over at både regeringens og skolens politik er at få indført mere aktiv, involverende undervisning, men at ledelsen har fundet det svært at motivere lærerne til at ændre deres undervisning i praksis. Det var et oplagt tema for mig og noget, hvor jeg synes jeg kunne byde ind med inspiration og input. Allerede fredag eftermiddag i den første uge, fik jeg lov at lave en lille øvelse med lærerne (da de alligevel var samlet til personale møde). Først bad jeg dem reflektere over, hvorfor de underviste og hvad der var vigtigt for dem i deres undervisning. Derefter skulle de i grupper skrive ideer til ”active learning” på mine medbragte post-it’s. En del af grupperne brugte først noget tid og energi på at definere aktiv læring, men der kom også en del ideer, og jeg har efterfølgende samlet alle post-it’s på en tavle og hængt op på lærerværelset.

I uge nr. 2 på skolen lavede jeg fortsat nogle observationer i forskellige klasser. Jeg prøvede at se så mange forskellige klasser som muligt, men det var svært fordi ledelsen ikke helt forstod, at jeg også gerne ville observere nogle af de klasser, hvor undervisningen foregik på nationalsprog. I deres øjne kunne jeg vel kun få noget ud af de klasser, hvor jeg forstod, hvad der blev sagt. Det var også ugen, hvor jeg sammen med skoleinspektøren og min vejleder, fik en rigtig god snak omkring det, de synes var problemer på skolen. Der blev nævnt en masse elementer omkring deres ledelse og administration, der ikke fungerede optimalt, men også forskellige systemer og procedure, der involverede lærerne. Generelt fik jeg her for første gang et klart billede af, at der er meget, der foregår helt tilfældigt, hvilket skaber en alt andet end gennemsigtig og ensrettet organisation. Hver lærer løser tingene på sin egen måde, de fleste nye tiltag falder til jorden og de beskrev selv mange ting på skolen som procedure, der ikke er veletableret. På dette møde var der især tre organisatoriske ting som de gerne ville arbejde med. De ville for det første gerne have et endeligt navn for skolen, og dens forskellige dele (den indeholder nemlig alt fra børnehave til 12. klasse, der bedst af alt svare til gymnasiet), samt tilhørende logo og motto.  For det andet var der meget snak om et dokumentationssystem, og for det tredje blev procedure for opfølgning på tiltag og arrangementer nævnt som noget de havde svært ved. Vi var også enige om, at det var en god ide, hvis jeg lavede personlig feedback med de enkelte lærer samt noget generelt ”teacher training”. Alt i alt stemte mine forventninger om arbejdet og min rolle her rigtig godt overens med det vi blev enige om på dette møde. I de efterfølgende dage skrev jeg en masse ideer ned, og lavede også en oversigt planlægning, med de uger jeg havde, og hvad jeg skulle bruge min tid på hvornår. At det så senere skulle vise sig, at det var ren utopi at følge en sådan planlægning i mit arbejde her, er en helt anden sag.

Alternativet til at læse videre blev Etiopien

Dengang jeg startede på bacheloren i uddannelsesvidenskab, tilbage i efteråret 2010, havde jeg en hel klar fornemmelse af, at jeg ville foretage mig noget mellem bacheloren og kandidaten. Jeg var ikke særlig sikker på hvad det ”noget” præcist skulle være, men jeg forestillede mig nok en mulighed for at få nogle faglige relevante erfaringer, for på den måde bedre at kunne forholde mig til den teoretiske tilgang (dengang ville jeg nok have skrevet ”et relevant job”, men sådan udvikler ens formuleringer sig jo med tiden). I løbet af bacheloren har planerne svinget lidt frem og tilbage, nok mest fordi det selvfølgelig er en lidt skræmmende tanke at skulle ud og stå på egne ben, omsætte teori til praksis. I løbet af efteråret 12, det 5. semester på studiet, begyndte en eventyrlyst at spire i mig, og jeg begyndte at lege med tanken om at rejse ud og lave noget ulandsfrivilligt arbejde. I foråret 13, hvor jeg også skrev mit bachelorprojekt, kom tidspunktet for en beslutning omkring fremtiden tættere på, snakken omkring kandidatsøgninger, muligheder og alternativer til at læse videre blev hverdagssamtaleemne. Der var mange blandede ideer og muligheder blandt mine medstuderende, alt fra AAU’s nye uddannelse Kriminologi, CBS’ HR manegement, DPUs egen Pædagogisk sociologi til kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab naturligvis. Efter et besøg på AAU med en forestilling om, at deres projektorienterede undervisningsform ville passe mig godt (primært med fokus på kandidaten i Læring og forandringsprocesser), et åbent hus omkring kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab og en masse refleksioner nåede jeg til en erkendelse af, at uddannelsesvidenskab nok ville forblive den rette hylde for mig. Jeg kan godt lide konceptet omkring den tværfaglige belysning af læringsfeltet, jeg elsker tanken omkring læring som et værktøj til udvikling og så passer jeg godt ind et sted, hvor jeg kan føle mig lidt unik og ikke mindst selv være med til at forme mine kompetencer. Derfor endte jeg med at søge ind på uddannelsesvidenskab, for på den måde at være sikret en plads året efter, da det på daværende tidspunkt var svært at forudsige proceduren for fremtidig optagelse. Blandt mine studiekammerater var der andre end mig, der legede med tanken om sabbat år, i høj grad fordi at folk havde svært ved at beslutte, hvad de ville, savnede luftforandring og måske også fokus i studiet. Jeg sad med en følelse af at have brug for at gøre noget helt andet, få nogle erfaringer, prøve mig selv lidt af og forhåbentlig ende op med en mere sikker følelse af, hvad jeg gerne ville beskæftige mig med, hvad jeg skulle arbejde hen i mod i fremtiden. Efter en del research, en masse overvejelse, en lyst til at gøre noget unikt og en træng til at udfordre mig selv tog jeg en beslutning om at tage tre måneder til hovedstaden i Etiopien, Addis Ababa, for at lave udviklingsarbejde på en privat skole (svarende til vores folkeskoler).

Jeg formede selv projektet, gennem den internationale organisation Projects Abroad, ved at skrive en tekst omkring, hvad jeg kunne byde ind med, hvilke konkrete opgaver jeg kunne forestiller mig at lave og lidt om mine øvrige erfaringer samt personlighed. Det blev sendt rundt til alle de afrikanske kontorer, da jeg havde et ønske om at komme til Afrika. Kontoret i henholdsvis Tanzania og Etiopien var særligt positive omkring min henvendelse, og ville gerne arrangere det som jeg forestillede mig det. Forskellige faktorer omkring landendes historie og kultur spillede ind i min endelig beslutning af destination. Inden jeg tog af sted skrev jeg følgende ned omkring de forestillinger jeg havde om arbejdet hernede: 

”Jeg tænker for det første, at jeg kan hjælpe med at forbedre noget rent organisatorisk – fx nogle procedure omkring det at frivillige kommer og underviser i engelsk. Jeg håber også at få lov at arbejde med evaluering på skolen – altså at udvikle nogle metoder, som de selv med fordel kan bruge, for at evaluere deres undervisning eller lærernes trivsel fremadrettet. For det andet forestiller jeg mig også, at jeg kan igangsætte en udviklingsproces omkring lærerne og deres forhold til undervisning. Det kan fx være som workshops omkring læring og motivation, men det kan også være som personlig feedback, efter jeg har observeret deres undervisning nogle gange. Jeg håber, at jeg kan igangsætte en refleksion omkring, hvorfor de egentlig underviser på den måde de gør, og ikke gør mig til dommer over, hvorvidt deres undervisning er rigtig eller forkert!”

Med fagbøger omkring didaktik, læringsteori og motivation pakket i kufferten tog jeg meget forventningsfuld til Addis den 15. september 2013.

Opsummering på opgaven og tiden efter aflevering

Ja, det der med at skrive regelmæssige blogs er måske bare ikke mig, men har ikke helt opgivet projektet endnu..
Jeg synes det er super interessant at give yngre studerende, og andre der er interesseret i uddannelsen og feltet et billede af, hvad en bachelor i uddannelsesvidenskab kan fører til..

Først lige en opsummering på bachelorprojektet, som bloggens første formål har været at dække..
Vi fik afleveret opgaven, og gik til eksamen d. 18. juni.
Det gik rigtig godt til eksamen, og jeg kan da røbe at vi begge bestod;)
Vi fik ros for opgaven, det er et lidt blødende emne vi valgte og de roste vores mod. Desuden fik vi stor ros for, at det var en velskrevet, velanalyseret opgave med et fint empirisk grundlag for opgavens. Nogle af kritikpunkterne til min eksamen var, at det var lidt for sikkert og at vi ikke kritiserede egne metoder og teorivalg mere. Til min eksamen havde vi bl.a. en refleksiv samtale om, hvad teori skal i en analyse, hvad bruges det til og hvorfor, og hvornår en teori er relevant.

Jeg oplevede eksamen som en rigtig god oplevelse, afslappet og hvor vi fik en god snak om opgaven, og den måde vi havde løst den på, så på alle måder er jeg godt tilfreds:)
Desuden er en overstået eksamen for mig også lige med en lettelse, og en følelse af at man kan klare alt - ja i hvert fald lige nu og her:)
Til interesserede har jeg besluttet at linke til opgaven, så den kan læses her: Ba-projekt som pdf, desuden kan mine stikord til oplægget til eksamen ses her, selvom det kun giver et begrænset indblik: oplæg til eksamen.

Tiden efter aflevering:

Udover en begrænset mængde sommerferie og en hullens masse arbejde som ufaglært afløser i hjemmeplejen har min tanker gået på fremtiden og hvad jeg egentlig vil og brænder for.
Det er længe siden jeg har taget en beslutning om at holde pause fra studiet og i stedet rejse ud i verden.
Efter et infomøde i Projects Abroad (tilbage i marts ca.)  var jeg overbevidst om, at de var en professionel organisation der havde styr på tingene. Jeg kørte derfra med en opløftet følelse af, at jeg havde fundet det, der gav mening for mig. Nemlig at rejse ud i verden som u-landsfrivillig.
Efter konsultation med organisationens konsulenter skrev jeg nogle punkter ned omkring, hvad jeg synes jeg kunne og hvad jeg ville byde ind med i et særligt tilrettelagt projekt, hvilket kan læses her: Indledende overvejelser. Jeg har fra start haft en forestilling om, at jeg gerne ville til afrika, så dokumentet blev sendt rundt til organisationens kontorer - og efter mange mails frem og tilbage med tilbud og muligheder, overvejelser for og i mod forskellige destinationer blev beslutningen taget.
Ethiopien - nærmere bestemt Addis Ababa. Kontoret dernede greb nemlig mine ideer om at lave udviklingsarbejde på en skole dernede - og alle prikker faldt på plads.

Siden starten af maj, hvor den formelle ansøgning blev sendt afsted, har jeg så fået en hel masse forskellige vacciner, købt en pandelampe, en guidebog fra lonlyplanet og fået et myggenet. Desuden har jeg sat mig ind i behovet for malariamedicin, læst diverse materiale fra organisationen og spekuleret en masse på, hvad der mon venter mig.

Projektet i Addis Ababa er yderst fagligt relevant, så derfor har jeg besluttet at bruge den her blog, til at give et indblik i nogle af de faglige overvejelser, jeg gør mig undervejs, og hvilken faglig udvikling projektet sætter i gang hos mig. Så i vil høre mere fra mig, omkring mine overvejelser før, under og efter.

/Frk. Lagoni