Succesoplevelse med min personlige feedback

Efter min undervisnings dag for lærerne på skolen (se tidligere opslag) havde jeg en stor succesoplevelse, som jeg gerne vil dele med jer.
Til selve undervisningen havde jeg uddelt et skema, som de kunne planlægge deres undervisning ud fra. Jeg havde opfordret dem alle til at prøve det mindst to gange, og endelige spørge, hvis der var noget de ikke forstod. Jeg hørte efterfølgende kun fra en enkelt af lærerne som ikke helt vidste, hvordan han skulle udfylde et bestemt punkt i skemaet. Det snakkede vi så lidt om (og jeg indrømmer det var det svære og mest abstrakte punkt) og jeg sagde afslutningsvis til ham, at hvis han havde lyst ville jeg gerne observere ham i hans undervisning, så han kunne få noget personligt feedback. En uges tid efter bad han mig så om at komme med til han fysiktime, og det var en af de mere interessante observationer jeg lavede.
Han havde efter workshopdagen forsøgt at implementere rigtig mange af de små (konkrete) fif jeg havde givet, ovenikøbet vidste jeg jo på forhånd at han havde arbejdet med planlægningen af timerne, og det var en stor lettelse at se at hans timer fungerede som noget af det bedste undervisning jeg så på Lemlem.

Han var meget selvrefleksiv og ret kritisk om sin egen undervisning. Han var frustreret over, at eleverne ikke svarede når han stillede dem et spørgsmål og så var han irriteret på sig selv over, at han ikke magtede at styre tiden i løbet af en time. I forhold til elevernes lidt sløve aktivitet bad jeg lærerne afprøve noget jeg tit har set fungerer i andre sammenhænge, nemlig at lade eleverne summe med sidemakkeren om svaret, før de behøver at svare i plenum (det var en af de ældste klasser og "pinlighedsfaktoren" i potentielt at svare forkert spillede tydeligt ind i mængden af hænder, når læreren spurgte om noget). "Timemanegement" var generelt en stor udfordring blandt lærerne, hvilket var helt naturligt i kraft af deres samfund, hvor tiden aldrig spillede en væsentlig rolle og der ikke engang var et eneste ur på hele skolen (ud over det jeg endte med at give i gave). Jeg rådgav ham til at blive ved med at planlægge og dermed på lang sigt blive bedre og bedre til at vurdere, hvor lang tid en aktivitet tager. På den korte bane bad jeg ham enten få et armbåndsur eller blot kigge på sin mobiltelefon i løbet af timen, så han løbende vidste, hvor lang tid han havde tilbage af timen.
Da jeg observerede ham for tredje gang lykkedes det ham både at aktivere hans elever, ved at teste mit forslag, og runde timen af i perfekt timing. Han gav efterfølgende selv udtryk for, at det havde gjort hans undervisning bedre, at han kunne løfte det faglige niveau blandt eleverne og at det var den slags værktøjer han havde manglet til at forbedre hans undervisning.
Jeg havde stor respekt for, at han fra gang til gang kunne forbedre sig, ved at reflektere over nogle af de kommentarer jeg gav ham. Han blev mere afslappet i undervisningen og jeg er overbevidst om at både lærer og elever havde en følelse af, at undervisningen var mere velfungerende end tidligere.

Det var en stor succesoplevelse og i en periode på skolen, hvor jeg ellers synes det var meget udfordrende at blive ved med at aktivere mig selv, gav det her en enorm tilfredsstillelse af, at jeg da i det mindste havde gjort en forskel for en enkelt lærer.

Teacher training for lærerne på skolen

Beskrivelsen her er fra min tid på en skole i Addis Ababa i efteråret 13, men bliver desværre "set i bakspejlet", da jeg ikke fik det skrevet, mens jeg var i Etiopien. Jeg vil dog rigtig gerne fortælle jer om det sidste store element af tiden på Lemlem, nemlig det undervisning jeg lavede dernede.

Helt fra starten var jeg enig med ledelsen om at jeg skulle tilrettelægge "teacher training", som det hed i deres optik, for mig hed det i høje grad udviklende workshops, men sådan går det jo nogle gange med sprogbarriere.
Vi startede med et udgangspunkt der hed 4 mandage i streg, efter undervisningen og for alle lærer på en gang. Jeg havde lavet udkast til 4 forskellige sessioner, vi var blevet enige om datoerne og jeg havde sat et opslag op om det i lærerværelset. Herefter kommer mine to primære samarbejdspartnere i tanke om at det nok ikke er så godt med de der mandage alligevel, da de starter noget ekstra undervisning og det derfor ville blive ret sent før nogle af lærer kunne deltage, ligesom der også var en del af lærerne der læste på universitetet ved siden af, og det foregik så om aftenen.
Efter flere snakke frem og tilbage bliver vi enige om, at det er bedre med en eller to lørdage, fx 3 timer af gangen. Straks sætter jeg mig og slår nogle af punkter fra de allerede planlagte sessioner sammen, til et program der egner sig bedre til en samlet dag og synes egentligt, at det giver meget god mening. Efter en enkelt rykning af datoen lykkedes det endelig at afholde dagen, naturligvis med en forsinket start på 1 times tid, da skoleinspektøren ikke lige havde taget højde for at nogle af lærerne afholdte ekstraundervisning for skolens ældste klasser om lørdagen. Måske kommer denne leder til at fremstå uproffesionel i mine beskrivelser, men sådan var hele kulturen bare; man gennemtænker aldrig potentielle senarier, der er konsekvens af en given beslutning.

Dagen går generelt godt og jeg formår at få de fleste gjort aktive i en del gruppearbejde og diskussioner, samt ved at forenkle mit engelske sprog og krydre mine små oplæg med fagter, kropssprog og andre hjælpemidler, der bryder sprogbarriere.

Programmet for dagen kan ses her til de nysgerrige: Program. Programmet er det jeg lavede til mig selv, så tallene i parentesser er ca. minuttal. Lærerne fik en lidt forsimplet version, hvor gruppeøvelserne ikke var beskrevet, men der stadig var de relevante noter (i håbet om de så ikke ville sidde at skrive en masse noter i løbet af dagen, som de normalt har for vaner).

Jeg får en okay feedback, og flere af lærerne roste mig til skoleinspektøren, dog var der også et par kritikkere der ikke kunne forstå, hvorfor jeg denne dag ikke gjorde et særligt stor nummer ud af opsamling på de forskellige øvelser, når nu jeg slog et slag for at de skulle det i deres undervisning. Jeg kan så udemærket forstå hans undring, der er helt fair, men jeg vurderede simpelthen at sprogbarrieren var for stor. Der ville være meget få lærere, som turde at fortælle i plenum, på engelsk, hvad de var blevet enige om i deres gruppe, hvor de havde løst opgaven på deres nationalsprog. Så selvom jeg var vildt nysgerrig på, hvad de havde diskutteret og hvilke løsninger, på de forskellige udfordringer, der var i spild, så synes jeg det var for egoistisk af mig at bede dem opsummere på engelsk, kun for min skyld, og sørgede i stedet for at de fik hørt hinandens svar i grupper.

Alt i alt en rigtig god og tilfredsstillende dag, hvor jeg også fik indtryk af at lærerne fik ny inspiration.

Personlig feedback og caseclasses

I de efterfølgende uger på Lemlem lavede jeg flere forløb med personligt feedback, hvor jeg lavede passive observationer hos en bestemt lærer, fortrinsvis i samme klasse (og altid i samme fag, da lærerne kun underviser i et fag). Som regel har jeg fulgt en lærer to til tre gange, og efter hver time givet ham eller hende nogle kommentarer. Min tilgang til feedbacken har både været sandwich modellen, hvor man pakker kritiske/konstruktive kommentarer ind i positive kommentarer og en meget konkret tilgang, hvor jeg har givet dem helt konkrete ideer/tips til noget, der kan gøre deres undervisning bedre. Noget af det jeg har sagt mange gange er fx, at de skal forsøge at kombinere noter og forklaringer, så det bliver mere levende når de laver lange noter, også gerne med elevernes input. En anden konkret ting har været at eleverne kan læse for hinanden i stedet for hele klassen, og så kan en elev komme op til læren af gangen og læse højt, på den måde går man fra ”en aktiv elev” til ”alle elever er aktive” og det er klart en af mine ofte nævnte pointer. Jeg ønskede at lærerne fik et mål om at gøre eleverne aktive overfor hinanden frem for overfor hele klassen og at de turde slippe den totale kontrol som mange af lærerne ubevidst ønskede sig. Det kan også være så simpelt som at lade en til flere elever gennemgå en opgave fra lektierne fremfor at læren gør det. De kan rette hinanden og forklare hvorfor det fx er regnet som det er.

Som en anden måde at implementere aktiv læring/involverende undervisning besluttede jeg med ledelsen at jeg skulle lave nogle ”caseclasses”. Det indebar, at jeg skulle prøve at undervise på en måde, jeg mener, ville fremme læringen, og lade nogle lærer observere det. Det blev til to timer i hhv. 4a og b samt 8a og b, hvor jeg tog det tema som læren allerede havde planlagt for timerne, og så tilrettelægge timerne med nogle aktiviteter, der gerne skulle aktivere eleverne. Det er selvfølgelig lidt svært at få et realistisk forløb, fordi eleverne også opfører sig lidt bedre overfor en ny lærer osv., men eksperimentet var i lige så høj grad ment som en øjenåbner for lærerne. Desuden er det selvfølgelig lidt nemmere at stå model for at aktiv læring også kan lade sig gøre her, når man selv har prøvet det af.
I 4. klasse arbejdede vi med at beskrive mennesker, altså at lære de ord som knytter sig til beskrivelsen af menneskekroppen, samt at kunne sige dem i den rigtige sammenhæng. I løbet af to timer beskrev de blandt andet hinanden to og to, beskrev billeder i grupper, og legede gæt og grimasser med simple sætninger som fx ”a boy is tall and thin”. I 8. klasse stod den første time på vendingen ”used to”, hvor de var blevet bedt om at snakke med deres forældre om forandringerne i samfundet fra forældrenes barndom til i dag (det var der desværre ikke rigtig nogen, der havde fået gjort - det var nok lidt for åben en opgave set i forhold til normen). De summede over begrebet, vi samlede op på tavlen for at skabe fælles forståelse, derefter skulle de i grupper snakke om ændringerne, og prøve at bruge begrebet. Afslutningsvis skulle hver gruppe skrive en sætning på tavlen inkluderende begrebet udtrykket rigtigt. Sammen rettede vi så flere af sætningerne. Den anden time stod på begreberne agree og disagree. Jeg tog klassen med ned i skolegården, og så lavede vi et træ, der betød agree og et andet der betød disagree. Herefter kom jeg med et par udsagn, hvor de skulle flytte sig til det træ, der passede til deres holdning. Jeg spurgte så forskellige elever, hvorfor de stod der, og bad dem på den måde tage stilling og ydre holdning. De fik også selv lov at komme med udsagn. Da vi kom tilbage i klassen spurgte jeg dem, hvad de havde lært udenfor og det var fedt at se dem komme med et andet svar end bare tekstbogens overskrift. Afslutningsvis snakkede vi om forskellige måder at udtrykke, at man er uenig eller enig, og der var de også rigtig seje til at "tænke ud af boksen" i deres formuleringsforslag. Alle timer blev pakket ind i repetition fra sidste time som en start og opsummering omkring dagens læring som afslutning.
Generelt nogle lærerige timer for såvel mig, som eleverne og deres lærere.   

En lille, men betydningsfuld oplevelse

Den 25. september havde jeg en rigtig sjov lille oplevelse. Midt i den første time hørte jeg en meget dominerende larm fra 1. etage, af klasselokaler. Jeg gik op i klassen, der viste sig at være 7B uden lærer (pga. sygdom). Sådan en klasse gør præcis det som også ville ske i DK, de larmer, leger, geare hinanden op osv. Jeg spurgte viceinspektøren om det var okay, at jeg gik derind og underviste. Der var desværre kun 20 min tilbage af timen, men det var egentlig en meget tilpas tid til impulsiv aktiv involverende ”undervisning”. Jeg bad dem komme med tre emner de havde lyst til at snakke om, det var en lidt svær udfordring (de er generelt helt tydeligt ikke vandt til at få indflydelse/at blive spurgt på den måde). I fællesskab kom vi dog frem til de tre emner: "Culture", "family" og "country". Derefter bad jeg dem være sammen i den lille gruppe af 3 som de sidder sammen, og vælge et af emnerne at snakke om, naturligvis på engelsk. Jeg gik selvfølgelig lidt rundt og snakkede med de forskellige grupper. Som opsamling delte jeg tavlen ind i tre felter, et for hvert emne, og på skift kom der en fra hver gruppe op til tavlen og skrev et ord de havde snakket om, under det pågældende tema. De ville rigtig gerne skrive på tavlen, og var ivrige for at få lov (generelt er eleverne her rigtig ivrige for at svare, deltage osv.). Jeg gik derfra med en succesoplevelse, en oplevelse af, at det også her kan lade sig gøre at lave aktiv involverende undervisning, at eleverne her elsker at lærer og synes det er sjovt at byde ind og være en del af undervisningen. 

Mine første indtryk

Da jeg ankom til Lemlem School på min første arbejdsdag (18/9 -13) i Addis Ababa fik jeg et rigtig godt indtryk og de var helt med på, hvad mit projekt her på skolen gik ud på samt taknemmelige for, at jeg ville komme til dem. Jeg havde en lang snak med min vejleder på skolen og vi var ikke uenige om, at det ville være godt, hvis jeg brugte den første tid på at observere. Dette med et formål om at få et reelt indblik i, hvordan hele skolen og undervisningen fungerede, før at vi fastlagde mine fokuspunkter og prioriteringer. Min første arbejdsdag var en onsdag, og i løbet af den første uge (dvs. onsdag-fredag) synes jeg, at jeg fik et ret godt indblik i, hvordan meget af undervisningen foregik. Det overraskede mig ikke, at jeg så rigtig meget tavleundervisning og envejskommunikation. Til gengæld overraskede det mig nok, at der var mindst lige så meget larm som i danske folkeskoleklasser samt meget lidt disciplin og respekt omkring læren. Desuden blev det hurtigt tydeligt for mig, hvordan de ca. 45 elever i et klasselokale (på størrelse med et dansk klasselokale), påvirker mulighederne for undervisningsdifferentiering. Mit første indtryk af undervisningen var som sagt store blokke af tavleundervisning, afskrivning af noter fra tavlen og forelæsninger, dog så jeg også indimellem præsentationer(hvor en elev blev hørt i et emne), lærerspørgsmål og elevsvar i plenum, korte sessioner af gruppearbejde eller en elev, der skulle læse noget højt for alle.
Efter en snak med skoleinspektøren blev jeg klar over at både regeringens og skolens politik er at få indført mere aktiv, involverende undervisning, men at ledelsen har fundet det svært at motivere lærerne til at ændre deres undervisning i praksis. Det var et oplagt tema for mig og noget, hvor jeg synes jeg kunne byde ind med inspiration og input. Allerede fredag eftermiddag i den første uge, fik jeg lov at lave en lille øvelse med lærerne (da de alligevel var samlet til personale møde). Først bad jeg dem reflektere over, hvorfor de underviste og hvad der var vigtigt for dem i deres undervisning. Derefter skulle de i grupper skrive ideer til ”active learning” på mine medbragte post-it’s. En del af grupperne brugte først noget tid og energi på at definere aktiv læring, men der kom også en del ideer, og jeg har efterfølgende samlet alle post-it’s på en tavle og hængt op på lærerværelset.

I uge nr. 2 på skolen lavede jeg fortsat nogle observationer i forskellige klasser. Jeg prøvede at se så mange forskellige klasser som muligt, men det var svært fordi ledelsen ikke helt forstod, at jeg også gerne ville observere nogle af de klasser, hvor undervisningen foregik på nationalsprog. I deres øjne kunne jeg vel kun få noget ud af de klasser, hvor jeg forstod, hvad der blev sagt. Det var også ugen, hvor jeg sammen med skoleinspektøren og min vejleder, fik en rigtig god snak omkring det, de synes var problemer på skolen. Der blev nævnt en masse elementer omkring deres ledelse og administration, der ikke fungerede optimalt, men også forskellige systemer og procedure, der involverede lærerne. Generelt fik jeg her for første gang et klart billede af, at der er meget, der foregår helt tilfældigt, hvilket skaber en alt andet end gennemsigtig og ensrettet organisation. Hver lærer løser tingene på sin egen måde, de fleste nye tiltag falder til jorden og de beskrev selv mange ting på skolen som procedure, der ikke er veletableret. På dette møde var der især tre organisatoriske ting som de gerne ville arbejde med. De ville for det første gerne have et endeligt navn for skolen, og dens forskellige dele (den indeholder nemlig alt fra børnehave til 12. klasse, der bedst af alt svare til gymnasiet), samt tilhørende logo og motto.  For det andet var der meget snak om et dokumentationssystem, og for det tredje blev procedure for opfølgning på tiltag og arrangementer nævnt som noget de havde svært ved. Vi var også enige om, at det var en god ide, hvis jeg lavede personlig feedback med de enkelte lærer samt noget generelt ”teacher training”. Alt i alt stemte mine forventninger om arbejdet og min rolle her rigtig godt overens med det vi blev enige om på dette møde. I de efterfølgende dage skrev jeg en masse ideer ned, og lavede også en oversigt planlægning, med de uger jeg havde, og hvad jeg skulle bruge min tid på hvornår. At det så senere skulle vise sig, at det var ren utopi at følge en sådan planlægning i mit arbejde her, er en helt anden sag.

Alternativet til at læse videre blev Etiopien

Dengang jeg startede på bacheloren i uddannelsesvidenskab, tilbage i efteråret 2010, havde jeg en hel klar fornemmelse af, at jeg ville foretage mig noget mellem bacheloren og kandidaten. Jeg var ikke særlig sikker på hvad det ”noget” præcist skulle være, men jeg forestillede mig nok en mulighed for at få nogle faglige relevante erfaringer, for på den måde bedre at kunne forholde mig til den teoretiske tilgang (dengang ville jeg nok have skrevet ”et relevant job”, men sådan udvikler ens formuleringer sig jo med tiden). I løbet af bacheloren har planerne svinget lidt frem og tilbage, nok mest fordi det selvfølgelig er en lidt skræmmende tanke at skulle ud og stå på egne ben, omsætte teori til praksis. I løbet af efteråret 12, det 5. semester på studiet, begyndte en eventyrlyst at spire i mig, og jeg begyndte at lege med tanken om at rejse ud og lave noget ulandsfrivilligt arbejde. I foråret 13, hvor jeg også skrev mit bachelorprojekt, kom tidspunktet for en beslutning omkring fremtiden tættere på, snakken omkring kandidatsøgninger, muligheder og alternativer til at læse videre blev hverdagssamtaleemne. Der var mange blandede ideer og muligheder blandt mine medstuderende, alt fra AAU’s nye uddannelse Kriminologi, CBS’ HR manegement, DPUs egen Pædagogisk sociologi til kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab naturligvis. Efter et besøg på AAU med en forestilling om, at deres projektorienterede undervisningsform ville passe mig godt (primært med fokus på kandidaten i Læring og forandringsprocesser), et åbent hus omkring kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab og en masse refleksioner nåede jeg til en erkendelse af, at uddannelsesvidenskab nok ville forblive den rette hylde for mig. Jeg kan godt lide konceptet omkring den tværfaglige belysning af læringsfeltet, jeg elsker tanken omkring læring som et værktøj til udvikling og så passer jeg godt ind et sted, hvor jeg kan føle mig lidt unik og ikke mindst selv være med til at forme mine kompetencer. Derfor endte jeg med at søge ind på uddannelsesvidenskab, for på den måde at være sikret en plads året efter, da det på daværende tidspunkt var svært at forudsige proceduren for fremtidig optagelse. Blandt mine studiekammerater var der andre end mig, der legede med tanken om sabbat år, i høj grad fordi at folk havde svært ved at beslutte, hvad de ville, savnede luftforandring og måske også fokus i studiet. Jeg sad med en følelse af at have brug for at gøre noget helt andet, få nogle erfaringer, prøve mig selv lidt af og forhåbentlig ende op med en mere sikker følelse af, hvad jeg gerne ville beskæftige mig med, hvad jeg skulle arbejde hen i mod i fremtiden. Efter en del research, en masse overvejelse, en lyst til at gøre noget unikt og en træng til at udfordre mig selv tog jeg en beslutning om at tage tre måneder til hovedstaden i Etiopien, Addis Ababa, for at lave udviklingsarbejde på en privat skole (svarende til vores folkeskoler).

Jeg formede selv projektet, gennem den internationale organisation Projects Abroad, ved at skrive en tekst omkring, hvad jeg kunne byde ind med, hvilke konkrete opgaver jeg kunne forestiller mig at lave og lidt om mine øvrige erfaringer samt personlighed. Det blev sendt rundt til alle de afrikanske kontorer, da jeg havde et ønske om at komme til Afrika. Kontoret i henholdsvis Tanzania og Etiopien var særligt positive omkring min henvendelse, og ville gerne arrangere det som jeg forestillede mig det. Forskellige faktorer omkring landendes historie og kultur spillede ind i min endelig beslutning af destination. Inden jeg tog af sted skrev jeg følgende ned omkring de forestillinger jeg havde om arbejdet hernede: 

”Jeg tænker for det første, at jeg kan hjælpe med at forbedre noget rent organisatorisk – fx nogle procedure omkring det at frivillige kommer og underviser i engelsk. Jeg håber også at få lov at arbejde med evaluering på skolen – altså at udvikle nogle metoder, som de selv med fordel kan bruge, for at evaluere deres undervisning eller lærernes trivsel fremadrettet. For det andet forestiller jeg mig også, at jeg kan igangsætte en udviklingsproces omkring lærerne og deres forhold til undervisning. Det kan fx være som workshops omkring læring og motivation, men det kan også være som personlig feedback, efter jeg har observeret deres undervisning nogle gange. Jeg håber, at jeg kan igangsætte en refleksion omkring, hvorfor de egentlig underviser på den måde de gør, og ikke gør mig til dommer over, hvorvidt deres undervisning er rigtig eller forkert!”

Med fagbøger omkring didaktik, læringsteori og motivation pakket i kufferten tog jeg meget forventningsfuld til Addis den 15. september 2013.

Opsummering på opgaven og tiden efter aflevering

Ja, det der med at skrive regelmæssige blogs er måske bare ikke mig, men har ikke helt opgivet projektet endnu..
Jeg synes det er super interessant at give yngre studerende, og andre der er interesseret i uddannelsen og feltet et billede af, hvad en bachelor i uddannelsesvidenskab kan fører til..

Først lige en opsummering på bachelorprojektet, som bloggens første formål har været at dække..
Vi fik afleveret opgaven, og gik til eksamen d. 18. juni.
Det gik rigtig godt til eksamen, og jeg kan da røbe at vi begge bestod;)
Vi fik ros for opgaven, det er et lidt blødende emne vi valgte og de roste vores mod. Desuden fik vi stor ros for, at det var en velskrevet, velanalyseret opgave med et fint empirisk grundlag for opgavens. Nogle af kritikpunkterne til min eksamen var, at det var lidt for sikkert og at vi ikke kritiserede egne metoder og teorivalg mere. Til min eksamen havde vi bl.a. en refleksiv samtale om, hvad teori skal i en analyse, hvad bruges det til og hvorfor, og hvornår en teori er relevant.

Jeg oplevede eksamen som en rigtig god oplevelse, afslappet og hvor vi fik en god snak om opgaven, og den måde vi havde løst den på, så på alle måder er jeg godt tilfreds:)
Desuden er en overstået eksamen for mig også lige med en lettelse, og en følelse af at man kan klare alt - ja i hvert fald lige nu og her:)
Til interesserede har jeg besluttet at linke til opgaven, så den kan læses her: Ba-projekt som pdf, desuden kan mine stikord til oplægget til eksamen ses her, selvom det kun giver et begrænset indblik: oplæg til eksamen.

Tiden efter aflevering:

Udover en begrænset mængde sommerferie og en hullens masse arbejde som ufaglært afløser i hjemmeplejen har min tanker gået på fremtiden og hvad jeg egentlig vil og brænder for.
Det er længe siden jeg har taget en beslutning om at holde pause fra studiet og i stedet rejse ud i verden.
Efter et infomøde i Projects Abroad (tilbage i marts ca.)  var jeg overbevidst om, at de var en professionel organisation der havde styr på tingene. Jeg kørte derfra med en opløftet følelse af, at jeg havde fundet det, der gav mening for mig. Nemlig at rejse ud i verden som u-landsfrivillig.
Efter konsultation med organisationens konsulenter skrev jeg nogle punkter ned omkring, hvad jeg synes jeg kunne og hvad jeg ville byde ind med i et særligt tilrettelagt projekt, hvilket kan læses her: Indledende overvejelser. Jeg har fra start haft en forestilling om, at jeg gerne ville til afrika, så dokumentet blev sendt rundt til organisationens kontorer - og efter mange mails frem og tilbage med tilbud og muligheder, overvejelser for og i mod forskellige destinationer blev beslutningen taget.
Ethiopien - nærmere bestemt Addis Ababa. Kontoret dernede greb nemlig mine ideer om at lave udviklingsarbejde på en skole dernede - og alle prikker faldt på plads.

Siden starten af maj, hvor den formelle ansøgning blev sendt afsted, har jeg så fået en hel masse forskellige vacciner, købt en pandelampe, en guidebog fra lonlyplanet og fået et myggenet. Desuden har jeg sat mig ind i behovet for malariamedicin, læst diverse materiale fra organisationen og spekuleret en masse på, hvad der mon venter mig.

Projektet i Addis Ababa er yderst fagligt relevant, så derfor har jeg besluttet at bruge den her blog, til at give et indblik i nogle af de faglige overvejelser, jeg gør mig undervejs, og hvilken faglig udvikling projektet sætter i gang hos mig. Så i vil høre mere fra mig, omkring mine overvejelser før, under og efter.

/Frk. Lagoni









 

Tiden fløj...

Wow - den sidste måneds tid er bare fløjet afsted..
Det er gået rigtig hurtigt, og jeg er virkelig ked af at jeg ikke har fået skrevet om den sidste del af processen, nemlig selve skrivningen.
Det har været en god, spændende, lærerig men også til tider presset og meget spændt proces..
Vi skrev opgaven på en meget intensiv måde, især analysen blev skrevet over relativt få dage, sidetallene taget i betragtning. Vi, min bachelormakker og jeg, arbejde begge på den måde, at vi skriver en masse tekst ret hurtigt, med et meget stort fokus på indholdet. Derefter sidder vi så med en masse tekst, hvor indholdet er rimelig godt, og formuleringerne som regel noget mindre opsigtsvækkende. Når man arbejder på denne måde, følger der så naturligt en proces, hvor formuleringer og andre sprogfejl, såvel som stave og kommafejl bliver rettet igennem:)
Det er en proces vi synes mindre og mindre om som tiden skrider frem og det i højere grad bliver små detaljer - også selvom vi ved det er nødvendigt.
Denne gang har vi gjort meget ud af at afveksle med andres kommentarer, idet en del andre har læst opgaven og givet feedback - det har været fedt og lærerigt, ligesom det også var ret sjovt at se forskellen på vores medstuderendes kommentarer overfor udefrastående.
Dertil følger retning af alle formalia, layout, pensumliste osv. hvilket mest af alt er til for at skabe et helhedsindtryk af at der er styr på det, i denne opgave..

Mandag d. 20. maj blev vi så enige om at vi nu var færdige - en meget mærkelig beslutning..
Jeg fik meget lyst til lige at læse en gang mere, det er rigtig svært at slippe, tænk hvis man har glemt noget, og har vi nu husket at lave det hele sort, og samme skriftstørrelse, er der styr på vores bilag, er alt anonymiseret og hvad, hvis en af henvisningerne er forkert - opdager de mon det?

Men jeg havde en lille opgave, i et sideløbende fag, som jeg ikke var blevet færdig med - og den skulle afleveres samme dato som BA'en dvs. d. 22. maj, så jeg var nød til at slippe BA'en for at gå all in, med den anden opgave, for også at kunne lægge lidt kvalitet ind i den:)

Da jeg var færdig med den lille opgave til det såkaldte modul 11; ny videnpolitik og videnproduktion, tirsdag aften, sad jeg med en uro omkring vores transskriptions bilag i BA'en.. Jeg blev ved med at tænke at noget af det ikke var tilstrækkelig anonymiseret, så omkring kl. 23 tirsdag aften var jeg nød til lige at tjekke dokumentet.. Jeg fandt nogle fejl, rettede det, og printede 6 nye sider til det bilag, onsdag formiddag - inden vi skulle kopiere hele opgaven til 3 eksemplarer..

Onsdag d. 22 maj, skulle vi så aflevere.. Det øs regnede hele formiddagen, så det måtte blive i gummistøvler og med regntøj.
Det var en lettelse af få afleveret - men virkelig også en mærkelig følelse.. Det er mærkeligt når man har lagt så meget energi i et projekt - og det så pludselig bare er færdigt..
Det har været rigtig spændende at få lov at fordybe sig i et selvvalgt emne, have tiden til det, arbejde med virkeligheden, blive taget alvorligt, og ikke mindst blive klogere.
Det har været fedt at se at jeg faktisk kunne komme frem til et resultatet - at jeg faktisk kunne analysere mig frem til hvad der motiverede medarbejdere..

Jeg skal nok lave et ny blogindlæg om nogle af resultaterne i opgaven - og så kommer der bestemt også et og forhåbentlig flere om de tanker der opstår i den kommende tids forberedelse til mundtlig eksamen:)

Venligst frk. Lagoni

Interview*3

Tilbagevendt fra en glimrende, afslappende og afvekslende påskeferie går det nu for alvor løs med bachelor opgaven.

I vores begejstring over faste interviewaftaler, der for alvor lugtede af permanent empiri har vi åbnet op for at booke aftaler hele denne uge. Desværre har friheden til interviewpersonerne skabt et lidt småpresset program i dag, onsdag, med hele tre interview i træk, nemlig kl. 12, 14 og 15.30.. Så hovedet er godt proppet med indtryk her til aften.

Vi startede desværre ugen ud med en aflysning, tirsdag morgen kl. 9, da interviewpersonen havde "lockoutet-børn" som skulle passes. En af den slags småudfordringer, der opstår under en så lang opgaveproces. Vi håber dog på en ny aftale med vedkommende i næste uge;)

Vi har lavet individuelle semistrukturerede kvalitative interviews. Du kan se vores interviewgudie her, hvis det har nogen interesse: interviewguide 

Vi lavede som sagt tre interviews i dag, hvoraf det korteste tog ca. tre kvarter og det længste lidt mere end en time. På mange måder er interviewet en metodeform, der stiller store krav til os som interviewere. Jeg kunne mærke i dag, hvor vigtigt det er at man aktivt lytter, og får stillet de rigtige uddybende spørgsmål, hvordan et enkelt ord kan påvirke svaret. Desuden skal man hele tiden holde styr på om de rent faktisk svare på spørgsmålet og samtidig balancere mellem at spørge ind, fiske og lægge ord i munden på vedkommende. Derudover er det vigtigt du ikke på nogen måde kommer til at tolke eller formode undervejs, så du kommer til at stille den sidste halvdel af spørgsmålene med en form for forudsætning. En sidste fælle er spørgsmål, som en interviewperson allerede har svaret på som delsvar til et forudgående spørgsmål. Jeg kan i hvert fald mærke jeg har været meget "på", sådan rent mentalt.

Det var tre meget forskellige respondenter, men jeg synes altid, at det er yderst interessant at høre folks personlige udtryk for noget. Selvom de fleste har en ide om, hvad der driver og motivere dem, så er det meget forskelligt, hvilke ord der sættes på - og hvordan man ellers udtrykker sig i form af eksempler og beskrivende ord, der kobles til ens følelser.

Desuden har vi fået et mere personligt indblik i tilværelsen som forsker, og jeg er blevet helt bekræftet i, at det i hvert fald ikke er den vej, jeg har lyst til at gå, da jeg så mig selv i en ældre udgave i en af vores interviewpersoner i dag. Det var lidt af en øjnåbner, fordi det var ret tydeligt, at det kunne være mig om 45 år, hvilket på mange måder ville ende helt galt.. Såå det kommer ikke til at ske.

Det er spændende endelig at være rigtig igang med virkeligheden, og kunne mærke at det rykke.. Det er lige før det kribler i fingrene for at komme til at transskribere - men jeg orkede det alligevel ikke rigtig da jeg havde spist aftensmad. I øvrigt ville det jo også blot være ressourcespil, da strategien bliver at vi ikke behøver transskribere fra start til slut. 

Det bliver skønt at føle det rykker og går fremad. 

Håber det bliver en god uge for jer der måtte læse med;) 

/frk. Lagoni

Semi-påskeferie

Endelig.. Følelsen af at det begynder at fungere, at arbejdsindsatsen begynder at give resultat.
Vi har i dag arbejdet med indledning, problemformulering og interviewguide, til et bachelorprojekt, der reelt bliver til noget. Vi har fået lavet 4 interview aftaler i uge 15, hvilket trods alt er okay imponerende på en lille uges tid, taget metoden, påsken og emnet i betragtning.
Aller vigtigst er følelsen indeni. Følelsen af, at vi ikke længere er max presset, følelsen af at tiden og energien vi har investeret begynder at give lidt tilbage.. Vi har nu besluttet at gå på påskeferie. Naturligvis slipper vi ikke projektet helt. Der skal stadig tjekkes mails (på kommende interviewaftaler),  læses teori (det er som om man aldrig rigtig bliver færdig med det), og så skal jeg lige have skrevet ca. en sides casebeskrivelse. Derudover er der også en eksamen i det sideløbende modul på semestret, hvor undervisningen netop er sluttet, og der så nu skal skrives synopsis (mens jeg forhåbentlig har lidt af pensum i frisk erindring).
Både synopsis og bachelor skal afleveres d. 22. maj og det er rart at sidde med følelsen af, at vi når det!
Dermed går jeg nu på (semi-)påskeferie med nogenlunde samvittighed. Som studerende har man jo ellers kronisk dårlig samvittighed, men den er midlertidigt lagt på hylden, til fordel for afslapning i familiens skød og en oplevelsestur til Rom.

God påske til alle der måtte læse med;)

/Frk. Lagoni

Plan D eller måske nærmere E

Tiden flyver afsted og netop den følelser har været meget velkendt det sidste lange stykke tid.
De sidste uger har været præget af den ene frustration og nedtur efter den anden, naturligvis krydret med små opturer indimellem. Først fik vi en meget spændende aftale med en virksomhed, vi har arbejdet sammen med tidligere på vores studie. Begge parter var meget positivt stemt, og vi fik mulighed for at komme direkte ind midt i organisatoriske forandringer. Desværre var underdirektøren nok kommet til at love lidt mere, end vedkommende kunne holde. Samarbejdet endte desvære ud i ingenting. Vi ringede, mailede, lagde telefonsvarebeskeder og snakkede med sekretæren. Lige lidt hjalp det og efter en uges tid måtte vi opgive og lægge endnu en ny plan..
Denne gang blev det uddannelsesinstitutionen VIA, der stod for skud, og de greb ret hurtigt ideen. Desværre vidste det sig at de lige havde gennemført APV og derfor havde man ikke lyst til at "forstyre" medarbejderne mere lige nu.
Så efter endnu et afslag i mandags (hvor HR konsulenten hos VIA ringede med et afslag) måtte vi lægge endnu en ny plan. For nogle uger siden træf vi den, for os, ret hårde beslutning, at hvis vi gik på påskeferie uden virksomhed, så måtte bachelorprojektet blive teoretisk. Det var en hård beslutning, fordi ingen af os på nogle måder ønskede at det blev resultatet - men vi måtte også være realistiske omkring afleverings datoen d. 22. maj, som ikke står til diskussion. 

Følelsen af at starte forfra i går var ret speciel. I går startede vi med at skrive indledning nr. 3, ligesom vi har gjort de andre to gange vi har haft på fornemmelsen, at "nu var den hjemme". På den måde føler vi os mere sikre på, at vi vil det samme, og at problemstillingen fungerer. Vi arbejde med projektet hele dagen, og efter vejledning kl. 15.30 skrev vi endnu en indledning, da projektet ændrede lidt fokus..

Det nye projekt er helt overordnet, hvad der motivere medarbejderne på ARTS  - en af de fire hovedfakulteter på Aarhus Universitet. Ideen om spørgeskemaer er, af flere grunde, droppet. Til gengæld satser vi stærkt på at lave 5 individuelle kvalitative interviews med forskellige medarbejdere. 

I går sendte vi mails til de første 20 undervisere og har allerede fået en aftale i hus. Hvilket nu placerer os med et bachelorprojekt, der på en dag er nået tættere på empiri, end hvad vi har nået med en masse virksomheder på 6 uger!! Det allermest frustrerende har været at vores tidsforbrug på opgaven ikke afspejler, hvor vi er i processen nu. 

Selvom det er med lidt blandede følelser, ser jeg nu rigtig meget frem til at blive klogere på, hvad der driver medarbejderne på ARTS.

1 down, 34 to go

Der er stadig en lidt trykket stemning, grundet den manglende "commitment" fra de søde direktører rundt omkring i landet. Vi har forsøgt at anlægge en ny strategi og har i går kontaktet en virksomhed, som vi tidligere har lavet en opgave sammen med - så nu håber vi bare at de springer på.
Vi sidder hele tiden lidt med følelsen af at tiden går for stærkt, og render lidt fra os, så vi besluttede igår at forsøge at komme lidt igang, når nu vi ikke kan fordybe os i det kærer empiri. Vi valgte at bruge tiden på at skrive en indlednings lignende tekst. Det gjorde det hele meget mere konkret, og vi var tvunget til at forholde os til hvilke teoretikere vi gerne ville arbejde med, og ikke mindst hvorfor. Vi kom også nærmere en problemformulering, som vi håber kan gøre det mere tydeligt for virksomhederne, hvad det er vi gerne vil. Desuden er det jo bare helt fantastisk at føle man producere noget. Min makker og jeg er begge typerne der skriver os varme, og reflektere mens vi skriver, så det bliver aldrig perfekte sætninger i 1. omgang, men det vigtige for os er afgjort at få noget ned på papir..

Desuden mødte vi en af mine tidligere undervisere, David, som godt ville give en hånd med de spørgeskemaer vi gerne ville sende ud. Vi håber stadig at kunne lave et mix af metoder, og både lave interviews og spørgeskemaer. Dilemmaet er blot, at ingen af os har lavet spørgeskemaer før og vores vejleders viden er også meget begrænset - derfor ville det være spot on, hvis David vil hjælpe os. Han lød positiv, men skulle lige finde ud af noget med formalia (læs kroner og øre).

Vi har det stadig sådan, at den endelige problemformulering kommer til at være styrret af den endelige samarbejdspartner, men vi er blevet mere konkrete og skarpere på, hvad vi allerhelst vil;)
Jeg gik i hvert fald fra vores arbejde i går og tænkte at det går jo nok alt sammen på den ene eller anden måde..

ARGH..

Nå så kom den.. Den første reelle frustration..

Vi synes bestemt vi gør en indsats, og vi tager initiativ, og alligevel er der ikke rigtig nogle fisk der bidder på krogen.. Det er dælme lidt  småfrustrerende..
Vi føler os bare rigtig meget klar, men så mangler vi altså bare et enkelt og sikkert, men 100 % afgørende, JA..

Vi er enige om at bacheloropgaven skal lave i samarbejde med en virksomhed - og vi har derfor de sidste par uger kontaktede forskellige virksomheder, for at høre om de kunne være interesserede i at vi lavede vores bacheloropgave i samarbejde med og om dem som virksomhed.
Vi har naturligvis kæmpet for at forklare at det er en ny og anderledes dimension, at vores fokus hverken er på økonomi eller produktionsudvikling, men i spændingsfeltet mellem individuel motivation og organisatorisk læring. De synes nu det lyder meget spændende, men det kan man jo virkelig ikke bruge til noget før de siger ja...

Ja det kan godt være vi har haft et rigeligt højt ambitionsniveau, mht. størrelsen på virksomheden, eftersom vi er startet blandt nogle af danmarks største virksomheder. Processen med at rette forventningerne ind efter virkeligheden er da også så småt gået i gang, i kraft af relitetssansen der minder os om, hvordan tiden går og går - hver eneste dag.

Når vi i det stille begynder at regne lidt på, hvor lang tid vi skal bruge på at indsamle og behandle empiri - og hvor lang tid det tager at skrive opgaven, rette den igennem ikke mindst, er vi godt klar over at vi skal til at igang..

Den aller største frustration i det her er nok, at vi bare føler os så klar til at gå igang.. Vi sidder nærmest og tripper på stolen for at komme igang - og vi er enige om at problemformuleringen afhænger af virksomheden, så vi synes ikke engang at vi kan specificere mere hvad vi gerne vil. Vi ønsker nemlig at det skal være en proces sammen med virksomheden.. Det kommer også an på, om de fx har et projekt kørende, og de har et bestemt fokus, noget de ønsker vi skal forholde os til.

Der er mange ting som afgørende, men nu håber jeg bare at HR chefen hos DSB bider på opgaven i morgen formiddag!

Så er vi igang;)

I går, mandag d. 28/1, fik jeg afsluttet femte semester på uddannelsesvidenskab, med en mundtlig eksamen i modulet "Organisation og ledelse". Det gik rigtig godt, så det var dejligt at blive anerkendt for den præstation og interesse jeg har i faget :D

Det betyder også at jeg nu er klar til at fokusere på det her kære bachelor projekt.
Vi har lånt de første bøger på Statsbiblioteket, og de næste ugers kunst bliver at få læst os godt ind i feltet, men bestemt også at få truffet nogle valg..
Vores første bøger er skrevet i dokumentet her: "litteratur"
og det er tilladt at kommentere i selve dokumentet, eller her, hvis man har andre forslag, eller kan anbefale nogle af bøgerne i en bestemt sammenhæng;)
I den kommende tid skal vi også tage stilling til den specifikke vinkel, og hvilke virksomheder vi gerne vil ringe til først. Vinklen på problemstillingen, kommer naturligvis også til at afhænge af, hvilken virksomhed, der bider på, - hvad der er interessant der, og om de har noget specielt ønske til vores fokus.
I dag kom vi til at snakke om en virksomhed med produktionsmedarbejdere/faglærte arbejdere, der havde lavet en undersøgelse om deres medarbejderes basale læse og regnefærdigheder. Det havde vist sig, at det var markant lavere end forventet og virksomheden overvejede at forbedre medarbejdernes basale boglige færdigheder. Vi kom derfor til at snakke om det interessante i, hvordan man motivere sine medarbejdere til at lære noget, som de måske egentlig ikke selv ser et formål i, ift. deres daglige job - som de jo godt kan udføre. Man kan i hvert fald sagtens forestille sig en modstand for læring i denne situation;) 
Er stadig topmotiveret - og tænker at det bliver et rigtig spændende forløb..
- Frk Lagoni

Hvorfor motivation?

Motivation er et emne, der på en måde har fulgt mig gennem hele studiet. Jeg har været optaget af det fra dag 1 og alligevel har jeg aldrig skrevet en opgave om det, selvom det har været oppe og vende i flere emnebrainstorms. På den måde er det super spændende at min bachelor kommer til at have det som omdrejningspunkt.
Noget af det der optager og fanger mig er hvad der driver mennesker. Hvordan får man et andet menneske til at handle, lærer, tænke innovativt? og hvad gør at personen gør det "automatisk"? Og kan man overhovedet motivere udefra - eller er motivation kun en faktor der kommer indefra, i den enkelte person? Kan en handling blive lige så god, hvis ikke personen selv er motiveret? og kan man lærer noget af andres motivation? Kan det smitte? Kan man som chef skabe en stemning/ et miljø, hvor medarbejderne er mere motiverede - og hjælper pengebonusser?
I min optik er emnet motivation bredt og meget kompleks - der kan stilles mange flere spørgsmål end dem ovenfor, og der gives med garanti ikke entydige svar på dem alle..
Noget af det jeg har dyrket meget de seneste år er frivilligt arbejde, i flere forskellige sammenhænge.. I den verden spiller motivation en helt særlig rolle - og jeg kan blive imponeret over hvad folk gør, uden at få løn for det. Der kan jo være mange årsager til at man er motiveret for at lave frivilligt arbejde, alt fra cv-forbedringer, til at rede verden og gøre en forskel for andre, men også motiver som nye venner og en følelse af fællesskab og tilhørsforhold er blandt frivilliges drivere. Uanset hvilke(n) årsager der driver en til at lave frivilligt arbejde, så er en ting sikkert - man er topmotiveret i alt den tid man er der.
I den frivillige verden er økonomi og lønbonus erstattet med andre værdier som fx det at være social og udfordringer og personlig udvikling. 


Måske skal man dyrke andet end økonomiske værdier for at skabe motivation hos sine medarbejdere - det mener i hvert fald organisationen bag denne fine film:

http://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc

Der er ingen tvivl om at den frivillige verden har fået mig til at reflektere over, hvad der motivere folk, men også min erhvervserfaring generelt har sat tanker igang hos mig.
som ufaglært arbejder er arbejdsplads mulighederne trods alt begrænsede, og de studiejobs flertallet erhverver sig er, med alt respekt, ofte præget af en del rutinearbejde. Jeg selv har været ansat flere steder, hvor "man gør som man plejer, fordi det virker" og hvor "der kun er en løsning" - og hvor det i øvrigt er påfaldende ensartede udfordringer, der opstår igen og igen. Jeg har stor respekt for de mennesker der udføre denne type af arbejde 37 timer, i lange perioder af deres arbejds liv, men jeg kan ikke lade være med at tænker over, hvordan jeg mon kan få dem til at prøve noget nyt. Hvordan jeg kan få dem til at tænke ud af boksen, i nye løsninger, nye vinkler, optimeringer og forbedringer?  Hvordan kan jeg motivere rutinemedarbejdere til at være innovativ?
Okay det er måske ikke noget jeg lige løser hen over natten - men måske netop derfor tricker det mig. Det er en fed udfordring - og jeg bliver lige fanget af den hver gang, jeg møder mennesker, der arbejder 100 % på rutinen!

Det første reelle spadestik er taget

Det første spadestik er taget i dag! Der er valgt makker, emne og ansøgt om vejleder - så nu er fundamentet lagt - og det bliver godt!!

Jeg starter dog lige et andet sted. I starten af november var vi (hele årgangen) til første indledende seminar omkring det kommende BA-projekt. Det sætter naturligvis nogle tanker i gang om, at jeg så snart er nød til for alvor at forholde mig til det der famøse 6. semester, hvor der skal skrives et afsluttende projekt - med frit valg på rigtig mange hylder. Uddannelsesvidenskab er et meget bredt felt, så der er rigtig mange emner indenfor uddannelse, læring og udvikling, der falder ind under;) 

Det er længe siden jeg erkendte, at jeg bestemt arbejder bedst med eksamensopgaver når jeg ikke er alene om det. Jeg reflektere og bidrager, stiller mig kritisk og er meget mere effektiv når jeg har en at skrive med. Jeg har igennem studiet skrevet flere opgaver med den samme makker og jeg har håbet meget, at hun havde lyst til at skrive sammen igen. Ellers ville jeg have været lidt presset, eftersom jeg hele tiden har været bevidst om mine svagheder ved at skrive alene og tilsvarende styrker ved at være to;) Desuden ved jeg præcis, hvor jeg har min tidligere makker, vi kender hinandens tilgange, metoder, stilarter, døgnrytmer og meget andet. Desuden har vi for længst brudt barriererne omkring, hvorvidt vi kan tillade os at rette i hinandens skrevne ord, hvad den anden mon tænker, når hun læser noget fuld af fejl osv. Vi har fået skabt en opgavekultur, hvor man kan sige hvad man tænker, uden at være bange for den andens reaktion - og det ville jeg ikke vide om jeg kunne skabe med en anden.. 

Vi har begge haft den indstilling, at vi ikke ville gå på kompromis med emnet i opgaven. Vi vidste at det næsten er et halvt år, man skal fordybe sig, så det var vigtigt at vi begge brændte for konceptet, og havde lyst til det.. 

Derfor havde vi også en indledende snak i november engang, om emner, som vi hver især kunne forestille os.. Vi endte med at kunne konkludere, at vi havde op til flere fællesnævnere, så muligheden for at finde et fælles emne, var ikke længere til diskussion;) 

Heldigvis sagde hun, efter lange overvejelser om at skrive alene, ja! 

Så i dag, mandag d. 14/1-13 har vi brugt tiden på at snakke om emner og muligheder. Vi er enige om, at vi gerne vil lave en empirisk opgave i samarbejde med en større privat virksomhed. Efter ret kort tid kommer vi frem til to overordnede emner - henholdsvis kultur og motivation begge mere eller mindre koblet på nogle lærerprocesser.
Efter lidt snak frem og tilbage om muligheder og begrænsninger tager vi en intuitiv beslutning om at gå efter motivationsteori koblet på organisatorisk læring i samarbejde med en virksomhed.
Ikke fordi det ligefrem er nogen problemformulering i sig selv, men det føles som et stort skridt når jeg i flere måneder har gået og funderet lidt over hvad det mon endte med;) 

I samme omgang fik vi ønsket vejledere, så vi kan komme med i puljen, der får tildelt vejledere om en uge d. 21/1.. 

Motivation er et emne der har optaget mig fra dag 1 på Uddannelsesvidenskab, så på den måde kan det ikke passe bedre - især fordi jeg aldrig har fået fordybet mig i det før på studiet.

Har en fantastisk god mavefornemmelse med det her projekt - og tror oprigtigt at det bliver vildt spændende. 

God mandag til jer alle;) 

Så blev ideen til realitet

Bachelorprojekt... Det lyder godt nok stort og flot, og associationerne flyver lidt i både øst og vest. Jeg tænker både på, hvordan det mon skal gå, hvordan det bliver - men bestemt også på, hvilken fantastisk fed proces, det bliver at få lov at fordybe sig i et bestemt emne, fra nu af og til juni måned. På en god dag når tankerne også til konsekvensen af at skrive det bachelorprojekt - nemlig at det bliver en afslutning på 3 år som bachelorstuderende, 3 år som prøvekanin, 3 år med skønne mennesker og en fed personlig udvikling. Bachelorprojektet bliver kulminationen af 3 skønne år på Uddannelsesvidenskab (Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus universitet). Til jer, der får ordet galt i halsen og som ikke aner, hvad det går ud på, kan der læses lidt ved at klikke her. 
Som den aller første årgang på denne nye uddannelse, har der naturligvis været mange udfordringer og uforudsete drejninger undervejs, men for mig har det været en super spændende rejse - og jeg er bestemt havnet på den rigtige hylde, i forhold til valget af videregående uddannelse.

Jeg har besluttet  at lave denne blog omkring det næste halve års arbejde med bachelorprojektet af flere årsager. For det første er det et sted, hvor jeg selv kan reflektere lidt over processen og indholdet undervejs. Det er også et sted, hvor jeg kan få lov at skrive præcis hvad jeg tænker, uden at det skal vurderes af en censor. Jeg håber det bliver et sted, hvor der er plads til de vinkler, der ikke er plads til i opgaven, men også et sted, hvor jeg kan koble fra, og ikke tænke så meget. 
Derudover synes jeg også at det er sjovt at dokumentere processen, mine tanker, og de omgivelser og omstændigheder, der vil påvirke os undervejs, når jeg nu er blandt de første 100, der overhovedet skriver et bachelorprojekt på uddannelsesvidenskab. 
Jeg håber bloggen kan være med til at gøre nogle nysgerrige på, hvad uddannelsesvidenskab egentlig er for noget og så kan emnet forhåbentlig også vægge lidt nysgerrighed/interesse rundt omkring;) 

Velkommen til min blog om et af de første Bachelorprojekter, der bliver skrevet på Uddannelsesvidenskab.